Investoren og den arbejdsløse

Det er altid potentielt tankevækkende at forsøge at tage imod råd fra personer som man normalt ikke tager imod råd fra.
 
Jeg hørte på et tidspunkt om møbelbyggere som tog imod råd fra "satellit-fysikere" i spørgsmålet: ”Hvordan kunne man OGSÅ stabilisere en stol?” Det skal siges at disse fysikere havde været med til at bygge Ørsted satellitten, som kræver stor stabilitet i rummet. Måske kunne grænsepolitiet få interessante råd fra computere-hackere (hvordan ”kommer man ind?”), og måske var der et par ting som finanseksperter kunne lære af parterapeuter. Hvilken verden er egentlig mest kompliceret? Parforholdets verden eller finanssektoren?

Men hvad med arbejdsløse og værdipapirsinvestorer?
Hvilket råd ville en arbejdsløs person få fra en værdipapirsinvestor?

Tankeeksperiment
Når man tænker over det er det egentlig ret pudsigt at de fleste (danske) mennesker går efter 37-timers jobbet, som i samme sætning benævnes som ”det sikre valg”. Hvorfor er det pudsigt? Jo, for hvorfor synes man at en enlig kilde til penge er det sikreste?

Hvis du går til en ekspert investor vil denne for det meste fortælle dig at det mest sikre, rent økonomisk, er at sprede dine risici. Altså, læg ikke alle æg i samme kurv. Sæt nogle penge i valuta, nogle i aktier, nogle i futures, nogle i obligationer, og spred dig ud over forskellige brancher osv.  

Men du lægger jo netop alle æg i samme kurv når du som lønmodtager vælger fuldtidsjobbet på 37 timer. Her vælger du én branche, ét stykke ”værdipapir” (dit job) – én økonomisk kilde, og hvis du mister den har du intet.

Der er dog få investorer som mener det er OK (nogen gange) at lægge alle æggene i samme kurv, fx Warren Buffett, og han har jo egentlig klaret det temmelig godt. Men lad os se bort fra ham.

OK. Lad os prøve, som alm. arbejdsomme mennesker, at tage imod det klassiske investorråd, nemlig, spred dine risici. Hvordan ville det råd udmønte sig for en ”pseudo-lønmodtager”?

Jo, i stedet for ét fuldtidsjob skal du sørge for flere små indtægter som spreder sig over forskellige typer af indtægt (fx salg eller serviceydelser), fra forskellige brancher, og med forskellige sæsonfølsomhed (limonade og alpehuer sælges typisk ikke samtidigt). Find ud af hvad du er god til og tænk over hvordan du kan tjene penge på det.

Her er en liste over forslag på små ting du kunne tjene penge på (hvis du har de påkrævede evner).

Vinduespudsning, aerobicinstruktør, køb brugte varer og sælg dem igen (opkøb dødsbo eller konkursforretninger m.v.), slå græs for naboen, handy work i nabolaget, zumbainstruktør, frokostordninger for de lokale erhverv (læs: sælg frokost til deres medarbejdere), rengøring, brug 1 time om dagen på at deltage i internetkonkurrencer, lav hjemmesider, kirkesanger om søndagen, udlejning af trailer (eller andre ting), optræd med musik, vask biler, sælg frugt eller anden naturressource fra haven, arbejd som bogholder for selvstændige ½ time om ugen pr kunde (kassekladder!), skovl sne for de lokale grundejerforeninger (årlig stabil indkomst), osv. osv. osv.

Ovenstående er blot få forslag. Listen kunne gøres meget længere – og vil også variere af hensyn til den enkelte persons evner.

Prøv så at pluk ud i listen og find ud af hvor mange penge du kan tjene på at gøre de enkelte opgaver. Det er formentlig ikke særlig meget du vil tjene, hvis man ser på den isolerede opgave. Men når du har fundet en masse forskellige opgaver, vil du til sidst sammenlagt have fundet dig det som svarer til en 37 timers arbejdsuge med tilsvarende løn, fordelt på måske 10-40 forskellige opgaver/indtægtskilder.

Fordelen, som investoren vil fortælle dig, er at dine risici er spredt. Dvs. mister du dit 2 timer/uge zumbainstruktør job, eller dine 3 timer/uge vinduespudser opgaver, så gør det ikke så ondt som hvis det var det eneste du lavede.

Eftertanke

En spredning af arbejdsopgaver vil også give en adspredende arbejdsdag, og derudover er der også mange skattetekniske fordele.

Med ovenstående ”multiarbejde” vil du skulle nedsætte dig selv som selvstændig og få dig et SE-nummer. Og med det ville du kunne trække en masse ting fra i din indkomst fra de forskellige arbejdsopgaver, som du ikke ville kunne gøre hvis du var alm. dødelig fuldtidsansat. Fx ville du som delvis handyman kunne trække indkøb af værktøj fra, og trailerudlejeren vil også have glæde af traileren rent privat. Hvis du også gør rent, vil rengøringsartikler kunne trækkes fra. Men også ting som kaffe, benzin, kontorartikler og masser af andre ting som du også kan få glæde af i dit private liv, vil du kunne trække fra.

En fordel som lønmodtagere ikke har.

Konklusion

Det er formentlig ikke alle som ville stille sig tilfreds med sådan en type arbejde. Særligt hvis vedkommendes personlige interesser ikke kunne forenes med de småopgaver som kunne udføres.

Men man kunne godt forestille sig at der var mennesker som hellere ville leve en sådan adspredende hverdag/arbejdsdag end at gå arbejdsløs på fjerde år.

Det lidt alternative råd, fra den finansielle sektor, er hermed givet videre til alle jobcentre, A-kasser og arbejdsløse i Danmark.

Myte: ”Kun kvinder kan multitaske”

Igennem lang tid har det været kvinder som har sat dagsorden for hvornår man kunne multitaske, og efter mange kvinders definition er det fx når man kan stryge skjorter og tale i telefon samtidig, eller se fjernsyn og snakke med sin kæreste imens (læs: forstyrre sin kæreste)

Men mænd kan også multitaske. For kunne de ikke det, havde der ikke været mandlige flyveledere, musikere, radio/tv-værter, taxachauffører, kokke, dansere osv. Alle sammen professioner som kræver at man kan multitaske.

Jeg debatterede engang med en kvinde som hårdnakket påstod, at det kun var kvinder som kunne multitaske. Men da jeg så gav hende to trommestikker i hænderne og satte hende ved trommesættet, faldt hendes teori hurtigt til jorden. Hun måtte sande at det alligevel krævede noget multitasking som hun ikke var herre over for at kunne spille 4 forskellige rytmer med sine 4 lemmer. Da hun så ikke kunne finde ud af at spille trommer, måtte der jo være en naturlig forklaring. Hendes forklaring var: "At spille trommer er ikke at multitaske - for hvis det var... havde hun jo kunne finde ud af det".

Men så nemt går det blot ikke. "Multi" betyder mange, og "task" betyder opgave. Altså, mange opgaver. Og det er netop mange opgaver som du skal overkomme når du spiller 4 forskellige rytmer (opgaver) med 4 forskellige lemmer.

Prøv at tage en 18-årig kvindelig billist og lade hende køre rundt i en storby mens hun skal kigge på vejkort og tale i telefon med sin moster. Det kommer til at gå galt. Det får mig til at tænke på vitsen: "Ja kvinder kan multitaske... de kan både tale i telefon og køre galt på samme tid".

Jeg prøvede på et tidspunkt kræfter med flyvelederuddannelses optagelsesprøve, og måtte sande at den multitasking som det kræver at styre flyenes landing og afgang var ikke noget som jeg, og en masse andre unge (deriblandt mange kvinder på holdet), besad. P.t. er der, i den multitaskende profession, flyveledere, i Danmark ca. 65% mænd. Tankevækkende. Hvorfor ikke 0 %? Jeg mener... hvis mænd ikke kan multitaske?

Prøv at tænde for to radioer, og lad dem begge spille hver deres kanal med tale på (fx Radio24syv og P1), og se om du kan få noget meningsfyldt ud af begge radioprogrammer. Det er svært, og det er nedslidende. Man kan kun holde koncentrationen i ganske kort tid. Det gælder både for kvinder og mænd.

Kvinder har ikke patent på at kunne multitaske. Men det har mænd heller ikke. Man bliver god til at multitaske ved øvning, fordi man ved øvelse kan få en eller flere af de opgaver man udfører til at falde i baggrunden, og ikke kræve fokus. Når du fx skal lære at spille guitar koncentrerer du dig i starten meget om at finde den rette fingerstilling til de forskellige greb. Men med øvelse bliver grebene ikke noget du tænker over, og pludselig har du overskud til også at synge, mens du spiller.

De kvinder som er gode at multitaske på en bestemt type opgaver er det hovedsageligt pga. øvelse (fx strygning + telefonsamtale). Så når en kvinde klantre en mand for at han ikke kan multitaske, er det hovedsagelig blot fordi han ikke er øvet i den givne opgave, som hun er.

Men sådan vil det altid være med alting... nemlig at den øvede er bedre end den uøvede. Det er der intet underligt i.

Hvis du kunne tænke dig at teste dig selv i multitasking, så prøv en af nedenstående spil.

(Der findes uden tvivl mange flere multitasking spil på nettet, end de to nedenstående)

http://www.kongregate.com/games/IcyLime/multitask

http://www.zappelfillip.de/files/multitaskingtest.htm

Hvad siger manden, lille mor? (Mentale pindemadder # 8)

Det kræver ikke en raketfysiker til at gennemskue at de mangfoldige sprog på jorden ikke er ens!! (håber ikke jeg har overrasket nogen)

Men én ting er at de ikke er ens, en helt anden historie er det når man skal til at skelne dem fra hinanden.

De fleste kan nok høre forskel på sprog som fransk, svensk, tysk og engelsk. Men kan du skelne tyrkisk fra persisk? Eller hvad med kinesisk (mandarin) fra japansk? 

Hvis man ved hvad man skal lytte efter er det lidt nemmere. Tyrkisk har fx mange [øch] lyde (synes jeg). Kinesisk (mandarin) har en nærmest Texansk måde at rulle rundt med vokalerne i munden. Japansk er meget hårdt og abrupt. Arabisk lyder som en der er ved at lave en ordentlig grønhakker (det skal dog siges at det rent grammatisk og historisk er et spændende sprog at studere) og portugisisk lyder som en ”cool” version af spansk. Osv. osv.

Men ville du fx kunne gennemskue forskellen på serbokroatisk og russisk? Eller vietnamesisk og thai? Tag det roligt… det kan jeg heller ikke.

Men heldigvis findes der en smart måde at gennemskue hvilket sprog man læser.

Her kommer opskriften:

-         Find en bog på et tilfældigt sprog. Riv 4-5 tilfældige sider ud og tæl hvor mange gange de forskellige bogstaver i alfabetet optræder.

Når du har gjort det får du et ”bogstavs-fordelings-fingeraftryk” (eller til snobberne, "Letter frequency")

Et bogstavs-fordelings-fingeraftryk?! Hvad er det?

Som udgangspunkt er det et hjemmelavet ord… men læs alligevel videre.

Et bogstavs-fordelings-fingeraftryk er den unikke fordeling (mængde) af bogstaver som et hvert sprog har. Det er sådan set ligegyldig om du har talt bogstaverne i en børnebog, eller i en højlitterær roman, så vil bogstaverne optræde ca. lige mange gange, så længe sproget er det samme. I en tilfældig dansk bog vil fx ”a” udgøre ca. 6,1 % af alle bogstaverne og ”e” ca. 16,1 % m.v.

Det smarte er at der findes facitlister på de her bogstavs-fordelings-fingeraftryk som du kan slå op i. En slags sproglig pendant til et forbryderalbum med kendte fingeraftryk.

Dvs. læs en tekst. Tæl bogstaverne. Og slå derefter op i en tabel og se hvilket bogstavs-fordelings-fingeraftryk som det ligner mest, og så har du (ca.) sproget det er skrevet på. Tankevækkende.

Herunder ser du et bogstavs-fordelings-fingeraftryk for henholdsvis engelsk og portugisisk (i %). Læg mærke til hvordan portugiserne er noget gladere for fx ”a”, ”q”, ”m” og ”o” end englænderne. Og hvordan englænderne bruger bogstaver som ”k”, ”t”, ”w” og ”y” mere end portugiserne.

Når ord ikke betyder det de betyder

Ord bruges ikke altid helt efter deres betydning – og det er ikke helt uden betydning. Men betydningen af ordene når disse ord synes at skulle betyde noget andet end deres oprindelige betydning, kan betyde noget meget pudsigt. Her er to sjove eksempler.

Farver og racisme

I USA har man en lang, og til tider noget blodig, historie bag ordene ”black and white” i samfundet. Sorte amerikanere (eller som Søren Espersen ville sige: ”Negerne”) kaldes ofte for ”the coloured” (med eller uden ’u’, afhængig af hvor britisk du føler dig) – de farvede. Mens de blege kaldes for ”the white”.

Men det er pudsigt at sort er associeret med farve (colour), da sort grundlæggende er fraværet af farve – og er så at sige ’ingen farve’. Hvid er derved tilstedeværelsen af alle farver. De fleste tror nok at tilstedeværelsen af alle farver ville være en eller anden afart af ækel brun. Det ville de fleste børn som har prøvet at male med vandfarver erfaret når deres ”vaske-pensel-glas” efter et stykke tid har fået denne mystiske, og af uransagelige årsager, næsten drikkeindbydende, farve. Men nej, det er hvid.

På mange fjernsyn kan du tage en lup og holde den op foran en hvid farve på skærmen. Så vil du erfare at den hvide farve slet ikke er hvid… den er rød, grøn og blå sat sammen. Disse 3 farver sat sammen, med lige stor intensitet, giver hvid. Lup-tricket på fjernsynet kunne man i hvert fald gøre før i tiden – ved ikke om man stadigvæk kan.

(… nu til et lille sidespring)
Det er også derfor at den digitale farvekode (html farvekoden) for hvid på en computer er ”FFFFFF” og sort er ”000000”. Hvorfor? Læs de 6 cifre i farvekoderne som 3 par, altså 00 og 00 og 00 (og FF, FF, FF). Hvert tal-par fortæller noget om hvor meget du har skruet op eller ned for henholdsvis rød, grøn eller blå.
Farvekoden for sort giver næsten sig selv. Alle tal er 00. Dvs. alle farver er skruet helt ned. Og når alt lys er slukket, bliver farven sort (fraværet af farve). Farvekoden for hvid er rene FF’er. FF skal du læse som et tal. Tallet 255, bare skrevet med hexadecimal (16-tals systemet, i stedet for vores alm. dødelige 10-talssystem) – og det er det største tal du kan skrive med 2 cifre i 16-talssystemet. Så altså 16-talssystemets svar på vores 99. Dvs. her er de 3 farver skruet op på max – ergo hvid (tilstedeværelsen af alle farver).

Det var lige et sidespring…

Måske skulle man i stedet kalde ”de hvide amerikanere” for ”the coloured”, og de sorte for… de solbrændte?! Bare et forslag. Men jeg tvivler dog stadig på at ovenstående tankespind vil løse vore dages racekonflikt i USA.

McDonald’s

Har du været på McDonald’s? Så vil du også vide at de kalder sig selv en familie-restaurant. Men jeg har altid lært at forskellen på et cafeteria og en restaurant var at på en restaurant blev maden bestilt og serveret af en tjener, mens maden på et cafeteria var noget man selv stod i kø for at hente og betale.

Er McDonald’s så ikke et ”familie-cafeteria”? Ville det ikke også passe meget godt til den type ”mad” de serverer?

Indrømmet, det har ikke helt det samme swung over sig som ”familie-restaurant” har. Men på den anden side ville jeg også have svært ved at sluge konsekvenserne af den lemfældige omgang med ordene, nemlig man så kunne kalde det lokale motorvejscafeteria for en ”motorvejs-restaurant”.