Viser opslag med etiketten Alting var meget bedre i gamle dage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alting var meget bedre i gamle dage. Vis alle opslag

torsdag den 26. januar 2012

Alting var meget bedre i gamle dage (2)

Vi bringer nu andet afsnit i den stærkt sarkastiske følgeton ”Alting var meget bedre i gamle dage”.

(skal læses som en Danmarks Radio speaker fra 1930’erne)

I dette Afsnit vil vi tage Lytteren igennem det Nogen måske vil kalde et Rædselskabinet, men som vi kalder en idyllisk gennemgang af Danmarks omgang med Kriminelle, Banditter og andre Lovløse i de gode gamle Dage. Dengang der fandtes ordentlige Straffe.

De sgu ha’ nogle bank!
Danskheden ligger i de tørre Tæsk. Der er intet der siger ”jeg elsker dig” som nogle Slag med Pisken. I begyndelsen af 1700 skriver en Præst at han slår sine Børn hver Lørdag Formiddag. Ikke fordi de har gjort noget forkert, men fordi de muligvis vil komme til det. Forebyggelse ER bedre end Helbredelse!

Men det er ikke kun Præstebørn som trænger til forebyggende opdragelse. Også Fruentimmere kan udvise stor ulydighed, og skal derfor også tæskes jævnligt. Mandens guds givne Ret til at tæske sin Kone, blev dog sørgelig nok afskaffet i Danmark i 1921. Nu måtte han hverken tæske sin Kone eller sit Tyende længere.
Mere forfærdeligt blev det, da en Mesters ret til at tæske sine Svende, i 1937, også blev forbudt.

Heldigvis kunne Skolelærerne indgyde Respekt og Livssmerte hos uvorne Skoleelever frem til 1967, hvor det blev forbudt at slå Skolebørn. Heldigvis er der til dagsdato ikke nogen lov som siger, at man ikke må bede Sidekammeraten om at give en uartig dum Dreng en ordentlig én på Sinkadusen.

Den sidste Bastion af ”tæskgivenhed” blev desværre taget bort fra os i 1997 da Revselsesretten over ens eget Afkom blev afskaffet. Heldigvis har vi i Danmark hæderlige Politikere som Pia Kjærsgaard og Jacob Haugaard (sammen med bl.a. CD og de Konservative) som stemte imod denne forfærdelig indskrænkning af Forældres helt naturlige Ret. Som Pia Kjærsgaard så modigt og korrekt sagde efterfølgende: ”Dermed blev det slut med forældrenes ret til at bestemme over, og opdrage, sine egne børn”. Hørt hørt Pia!

De rigtig gode gamle gamle dage
Heldigvis blev der i de rigtig gamle Dage ikke udvist misforstået hensynsfuldhed overfor Børn og andre Slyngler.
Visse gange blev hensynsfuldhed dog udvist. Hvis en kvinde i middelalderen f.eks. havde gjort sig selv til Tyv, kunne man, af hensyn til Kvindens Ære, vælge ikke at hænge hende. I stedet blev hun begravet levende. Så kunne hun lære det. Men det var jo for Hendes eget bedste.

Heldigvis blev der ikke udvist hensynsfuldhed overfor Hekse. Brændt levende på Bålet. Sådan som det sig hør og bør. Og efter Reformationen kom der virkelig gang i Hekseafbrændingen. Det krævede jo åbenbart nogle gudsfrygtige Protestanter (og ikke nogle pivede Katolikker) for at få sat gang i Hekseafbrændingen. Den sidste afbrænding af en Heks, på Dansk Jord blev gjort i 1693 – i hvert fald officielt – en Skik vi som gode Protestanter virkelig bør genoptage. Hekseafbrænding, Datidens Svar på Fjernvarme!

Også andre gode Afstraffelsesformer så vi i de gode gamle Dage. Straffe som ”Kølhaling” (bundet på Hænder og Fødder og trukket under et Skib et par gange) blev flittigt brugt i 1700 tallet, særligt hvis en Matros faldt i søvn på sin Vagt. At kølhaling sagtens kunne medføre Druknedøden... tja, det er jo en mindre detalje.
 

”Kag’en”, var også populær. En Småkriminel blev bundet til en Pæl på et offentligt Sted i Byen og fik, bogstavelig talt, pisket Huden af sin nøgne Krop.

Hvem havde troet at en klassiker som Halshugning kunne gå af mode? Ikke mig. Men før 1866 kunne Halshugning bruges til kriminelle Handlinger som bigami, hor, røveri og falskmøntneri – for blot at nævne nogle få. Det kan lyde som en hård Straf, men til gengæld lærer man af sine fejlagtige Handlinger, og begår dem aldrig igen.

Før 1866 kendte man også til vigtigheden af Børneopdragelse. Så Børn blev ofte sendt hen til offentlige hængninger og henrettelser, for at blive afskrækket, og derved lære at holde sig væk fra ”Slemmelighed” og ”Forbudtsomheder”.

Der er intet mere Dansk end Dødsstraf. Desværre blev denne afskaffet i 1930 – dog heldigvis oplivet for en kort Stund efter 2. Verdenskrig så vi kunne henrette en masse Nazister. Det skal dog siges at det stolte Danske Militær altid har været særdeles god til at holde stolte Danske gode Traditioner i hævd. Det Danske Militær ophævede først den Militære Dødsstraf i 1978 (ved Militære Domstole).

Jeg kunne blive ved med at poetisere om de gode gamle Dages Afstraffelsesmetoder; Slaveri, den Spanske Kappe, Lemlæstelser, Tortur (afskaffet i 1837 i de Danske Fængsler) – en fantastisk idyllisk, men svunden, Tid.

Ja, alting var meget bedre i gamle Dage.
Så giv os da Danmark tilbage!

-----------------------------------
… følg med i næste spændende afsnit af den stærk sarkastiske følgeton ”Alting var meget bedre i gamle dage”.

Kilder:
http://www.forskerblog.dk/uden-kategori/da-k%C3%B8lhalingsstraffen-forsvandt/
http://www.minnasiden.dk/Kriminalitet/Noteark.doc
http://www.syntetisktale.dk/pdf/historie_8.pdf (side 66)
http://da.wikipedia.org/wiki/Revselsesret

søndag den 8. januar 2012

Alting var meget bedre i gamle dage (1)

Vi bringer nu første afsnit i den stærkt sarkastiske følgeton ”Alting var meget bedre i gamle dage”.

(skal læses som en Danmarks Radio speaker fra 1930’erne)
Det er almen viden for enhver Dansker at alting var meget bedre i gamle Dage. Julen var hvidere, den statsstøttede Pension var bedre, og Medmenneskeligheden blandt Danskere var langt større, end i dag.


Hvid Jul:
Det er en kendt Sag, at der i de gamle Dage var rigtig Sne, og Julen altid var hvid.
 
(gå 100 år tilbage i tiden fra i dag – og del disse 100 år over i to perioder)

DEN GAMLE HALVDEL:    1911 – 1961 (50 år) => 4 x hvid Jul (1915, 1923, 1938, 1956)
DE MODERNE HALVDEL: 1961 – 2011 (50 år) => 5 x hvid Jul (1969, 1981, 1995, 2009, 2010)
(kilde: DMI)

Pension:
De ældre og respekterede Medborgere i Samfundet fik også en langt større økonomisk Opbakning fra Staten, i de gode gamle Dage.

Her ses den ÅRLIGE statsstøttede Indkomst (”Aldersrente”) for Ældre over 65 år anno 1920, og i nederste Tabel er denne omregnet til Danske Kroner anno 2010. Det var først i 1956 at man opfandt det moderne ord ”Folkepension”. Før 1956 hed det ”Aldersrente”, og før det hed Aldersrente hed det Fattighjælp.




 

(kilde: http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=89929)






(værdier fra 1920 er omregnet til 2010 værdier vha. af et afrundet gennemsnit af de to resultater fra online inflationsberegnerne www.oldmoney.dk, og www.thuejk.dk/inflation.html)

Derudover ser vi også at Mand og Fruentimmer jo forståeligt nok ikke modtog samme mængde Penge. Fruentimmere har det jo med at ødsle Penge op på alskens Lystigheder. Længe leve ligestillingen.

Tvangssterilisation & "Det hvide snit":
I det Herrens år 1934 fik Danmark en Lov der gjorde det muligt for de Danske Myndigheder at forædle den Danske Race. Nu kunne Myndighederne tvangssterilisere Tosser og andre Åndssvage. Denne Lov, som gjaldt indtil 1967 var eftersigende inspireret af en Lov om samme, fra Det Tyske Rige fra i 1933. Denne Tyske Lov, var dog inspireret af en tidligere Dansk Sterilisationslov fra 1929. Hvor er det fantastisk at Menneskeheden kan inspirere hinanden på tværs af Landegrænser. Det vides ikke præcist hvor mange Tosser og Åndssvage som blev ”tvangsforædlet”, men undersøgelser nævner tal i Tusind-tals størrelsen.
(Kide: http://laeger.dk/lf/UFL/ufl99_00/1999_2000/ufl2043/l_s/34800.htm)

Også mange Psykiske Patienter kunne i de gode gamle Dages Danmark afhjælpes med den veludførte ”Hvide Snit” operation. Hvad blev der egentlig af denne udemærkede Operation?
(kilde: http://www.universitypress.dk/shop/det-hvide-snit-2847p.html & http://www.information.dk/248142)

Ja, alting var meget bedre i gamle Dage.
Så giv os da Danmark tilbage!

-----------------------------------
… følg med i næste spændende afsnit af den stærk sarkastiske følgeton ”Alting var meget bedre i gamle dage”.


(disclaimer: Til de mennesker som enten er allergisk overfor sarkasme, har et gen som gør at de ikke kan forstå sarkasme, eller på anden vis bare slet og ret ikke bryder sig om det… så skal jeg sige at ovenstående indlæg selvfølgelig ikke skal forstås bogstaveligt – og jeg er selvfølgelig ikke af den holdning at tvangssterilisation og det hvide snit er acceptable indgreb på andre mennesker)