søndag den 28. juli 2013

Den ultimative slankekur

Tænk hvis du kunne tabe dig uden at gøre noget!

Lyder det for vildt til at være sandt?

Det er det også næsten. Men så alligevel.

Vi er alle klar over at jorden har en tyngdekraft som holder os solidt plantet på jorden. Men hvad vi ikke tænker over er at denne tyngdekraft (tyngdeaccelerationen) er forskellig fra sted til sted. Ikke med meget, men nok til at vi kan måle det.


(ovenover kan du se forskellene i gravitationskonstanten over hele jorden. Tryk på billedet for at gøre det større)

Ting vejer altså ikke det samme om vi vejer det på fx sydpolen eller ved ækvator.
Det betyder at hvis du stiller dig på en badevægt i Danmark og vejer 136 kg, så vil du ved ækvator (hvor tyngdekraften generelt er svagest) kun veje ca. 135,5 kg. Du har altså tabt dig 500 gram! Det er flot.

Forskellene bliver så noget mindre hvis du ikke vejer så meget. En person på ca. 65 kg (i Danmark) vil veje ca. 64,76 kg ved ækvator. Et vægttab på 239 gram.
Hvis du føler dig meget overvægtig skal du nok alligevel ikke satse alle dine sidste sparepenge på at blive super slank ved blot at tage en tur til ækvator.

Men pudsigt er det nu alligevel.
For husk, der er stadig "lige meget af dig", men det der "er af dig" vejer bare mere eller mindre afhængig af hvor du er.

Herunder kan du lege med din vægt, og se hvor meget din danske vægt ville ændre sig et eller andet sted på ækvator.
BRUG HELTAL - eller et "punktum" hvis du vil angive en vægt med flere decimaler efter kommaet


Udregn din vægt ved ækvator
Min vægt i Danmark (kg)
Min vægt ved ækvator (kg)
Dit vægttab er (gram)


onsdag den 17. juli 2013

Jorden er glat (Du bliver snydt #4)

Er jorden rund eller flad? Den er glat!

Du har måske oplevet de særlige ”relief globusser” som i bølgende konturer viser jordens høje og lave punkter (de er sjove at røre ved).
Himalaya-bjergene stikker godt op, og fx laver Marianergraven et ordenligt hul i globussen (se nedenstående billede).
Man synes man med disse relief globusser får en god indikation af hvor ”knoldet, bakket, hullet og ujævn” vor kære jordklode er.

Men men men. Overdrivelse fremmer forståelsen, for i virkeligheden er jorden ganske glat, og uden de store ujævnheder. Relief globusser snyder nemlig med deres størrelsesforhold.

Først nogle hurtige fakta 
Jordkloden er gennemsnitlig ca. 12.745,591 km i diameter, og den kuglerunde dames højeste punkt er Mount Everest med sine 8.848 m. Det laveste punkt er Marianergraven med sine 10.911 m dybde. Det giver os en samlet forskel på 19.759 meter fra det dybeste mørke hul til den højeste tinde.

Relief globus på 1 meter i diameter 
På Stenomuseet i Århus har de en meget stor relief globus, som ca. er 1 meter i diameter. Med den størrelse globus skulle forskellen mellem det højeste og laveste punkt reelt set kun være 1,55 mm. Jep, du hørte rigtigt 1,55 mm. Find en lineal og undersøg selv hvor meget 1,55 mm ca. er. Det betyder at den lak som relief globussen er forseglet med er tykkere end forskellen på det højeste og det laveste punkt på jorden.


Relief globus på 63 cm i diameter
På nettet kan man købe sin egen relief globus til den nette sum af 3.600$ (ca. 20.500 kr.)!!!!! Men denne globus er kun 63 cm i diameter. Og sådan bare for sjov skyld, så skulle forskellen mellem Mount Everest og Marianergraven på denne reliefglobus i virkeligheden være 0,98 mm! Relief globusser er meget sjove, men de snyder, og spørgsmålet er om du vil give 3.600$ for at blive snydt.

Danmark
Sætter vi for sjov skyld flade Dannevang ind i regnestykket, så har vi Møllehøj (højeste naturlige punkt i Danmark) med sine ca. 171 m, og Kattegat med sit dybeste hul nord for Anholdt på ca. 130 meter. Dvs. en forskel på 301 meter. Det bliver en reel forskel på 0,0236 mm på en 1 meters globus, og 0,0149 mm på en 63 cm globus. En så uendelig tynd forskel at bare det at farvelægge globussen ville ødelægge størrelsesforholdet.

Forskellige højder (på en 1 meter i diameter relief globus) 
Lad os lege videre. Hvad med Felix Baumgartner, der sprang ud fra ca. 39 km højde (over havoverfladen). Hvis vi skulle forsøge at sætte hans ballon ind over relief globussen, ville den ikke være mere end 3,06 mm over havet (på en 1 meters globus). Rutefly flyver i ikke mere end 0,08 mm over havets overflade, men til gengæld skal månen placeres 30,16 meter væk fra globussen (sådan ca. inde hos naboen).

- Det er ikke kun Danmark som er flad. Resten af jordkloden er faktisk også ganske flad! I hvert fald for ekstremt store rumvæsner.

lørdag den 6. juli 2013

Tankevækkende våben (mentale pindemadder #14)

Kig på nedenstående 5 våben.








(en kompound bue, en foldekniv, en katapult, en kniv, en slangebøsse)

En lille hurtig gættekonkurrence.
Spørgsmål 1: Kun 2 af disse våben kræver en våbentilladelse i Danmark for at eje, hvilke?
Spørgsmål 2: Kun 1 af disse våben er ulovlig at gå rundt med i byen, selvom du har våbentilladelse til det, hvilket?

(svarene er indflettet i blog-indlægget)

Den danske våbenlov er, sagt meget positivt, ”ganske underfundig” (og tankevækkende).

Fx kan man i Danmark købe sig en jagtbue, med de mest drabelige pile som næsten kan skyde igennem bildøren til en mindre personbil, uden at du skal have en våbentilladelse. Du skal blot være over 18 år.
Omvendt kræver en simpel slangebøsse våbentilladelse for bare at eje.

Og det bliver vildere. En 18 årig person kan som sagt købe en vanvittig jagtbue uden våbentilladelse, og endda gå rundt med den i byen uden problemer, men går du på Lauritz.com eller andre online auktioner og finder et antikt armbrøst (våbenloven siger at armbrøst staves med ”ø”), så skal du have en våbentilladelse til det, selvom der i princippet kan være tale om et antikt armbrøst, som dårligt nok kunne skyde igennem en pakke Kærgården.

Knive 
Der er max. 4 cm fra ydersiden af brystkassen og ind til hjertet eller andre vitale arterier og blodbaner i menneskekroppen, men en foldekniv med et blad på max 7 cm er lovligt at gå rundt med i byen, mens en kniv med et blad på over 7 cm er ulovlig. Pointen her er, at hvis du vil dræbe en person, kan du gøre det lige så effektivt med en 6,5 cm foldekniv, som med en 7,5 cm kniv. Bare husk at foldekniven ikke må kunne låses i sin udslåede position.

Katapulter og luftgevær 
Katapulten er også interessant. Der er intet i den danske våbenlov der forhindrer dig i at bygge en katapult eller en trebuchet/blide (se billede/video) som i princippet kan jævne din nabos udestue i et skud.



Men en slangebøsse kræver våbentilladelse og et luftgevær med en kaliber på over 4,5 mm (som med nød og næppe kan skyde poterne af en markmus) kræver våbentilladelse og et sikret våbenskab, til opbevaring.

På en afstand af 100 meter kan en trebuchet og en katapult lemlæste og massakrere store menneskemængder. Et luftgevær med 4,5 mm kan knap nok sende sit projektil 100 meter.

En af årsagerne til at luftgeværer over 4,5 mm kaliber er blevet gjort ulovlige skyldes at Rigspolitiet vurderede at luftgeværer med fx 5,5 mm kaliber kunne gennemtrænge huden (men så heller ikke rigtig mere).
Det skal dog ses i lyset af en lovlig jagtbue på 100 meters afstand kan gennemtrænge både hud, brystkasse, din iPad og din café latte i ét skud - og så kan vi hænge vores overfrakke på dig bagefter.
Hvis årsagen til at luftgeværer med en kaliber på 5,5 mm kræver våbentilladelse, er at de kan ”gennemtrænge hud”, så kan man yderligere undre sig over hvorfor en foldekniv med et blad på 6,5 cm så ikke kræver våbentilladelse.


Tankevækkende.


Hvis du vil læse våbenloven, så kan den findes her:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=142859

Du kan også læse mere om Justitsministeriets vurdering om luft- og fjedervåben her: http://www.justitsministeriet.dk/arbejdsomr%C3%A5der/v%C3%A5ben/erhvervelse-besiddelse-og-anvendelse-af-v%C3%A5ben/luft-og-fjederv%C3%A5ben/fakta-om-luft