Rumvæsner er landet på jorden, og de skal tale med bossen/chefen/direktøren for det hele, med den eller dem som bestemmer. Så hvem tager de fat i?
Var man amerikaner ville man måske pege dem i retning af det hvide hus. Kommer man fra andre lande, ville man nok sige ”Prøv FN’s hovedkontor”. Men hvem siger at det overhovedet er mennesker som styrer showet her på jorden?
Tankeeksperiment
Vi mennesker er meget hurtige til at tro, at vi er den altdominerende race på jorden. Vi er på toppen af fødekæden, og kigger vi os omkring kan vi ikke lige se nogen konkurrenter til posten som ”verdensherrer” – så det må da være os rumvæsnerne vil tale med.
Man kunne forestille sig at rumvæsnerne i bedste intergallaktisk x-factor stil ville vurdere de forskellige kandidater, for at se hvem der var mest oplagt til at få titlen ”verdensherrer over jorden”.
Lad os prøve en hurtig omgang "hvem er verdensherrer" X-factor.
Send første kandidat ind!
Hvad med mennesket?
Måske. Den mest komplicerede hjerne på jorden (indtil det modsatte er bevist), og så har vi jo en evne til at dominere mange af de naturlige ressourcer. Vi har tilpasset os omstændighederne mange steder på jorden, og vi er gode til at udvikle værktøjer/maskiner/våben/medicin og andre hjælpemidler til at holde os i live, hjælpe os i vores hverdag eller bare slet og ret slå andre livsformer ihjel. Kald det "den menneskelige humor".
På den anden side har vi stadig nogle problemer med at kontrollere en del naturkræfter, fx jordskælv, tsunamier, orkaner osv. Men også ting som meteornedslag og visse typer af sygdomme vil fx kunne ødelægge vores dag, for at sige det mildt. Sidstnævnte to ting kunne fx udrydde os totalt som art (hvis omstændighederne var helt rigtige).
Så, stadig ikke imponeret. Send næste kandidat ind!
Hvad med myrerne?
Hvad? Hvorfor dem?
Myrerne har udviklet et fantastisk samfundssystem, en evne til at samarbejde som én enhed. Visse arter er giftige for mennesker, og en enkelt art, Paraponera myren (den på billedet), har et så hårdt bid at de mennesker som er blevet bidt af en sådan fætter, vurderer det mere smertefuldt end at blive stukket af en bi.
Men myrer er jo så små… ja, men de er mange. Rigtig mange. Satte vi alle myrer i hele verden på en vægt, er det estimeret at de ville veje ca. 2 – 20 gange så meget som alle (ca. 7 mia.) mennesker i hele verden tilsammen. Så et lille hurtigt koordineret angreb fra alverdens myrer ville blive blodigt. Desuden har myrer et velfungerende kommunikationssystem.
Men problemet med myrerne er at de nok, trosalt, er for svage, set i forhold til menneskene. Der er for mange ting som vi kan slå dem ihjel med. Jeg har nemlig prøvet. Eddikesyre (dræber tilgengæld også græsplænen!), husholdningssprit, varm kaffe og en størrelse 44 i sko, for at nævne et nogle få eksempler.
Hvad med andre kandidater?
Fiskene? Træerne? Delfinerne? Rotter? Myg? Orme? Svampe?
Nej… jeg tror vi skal hive mikroskopet frem for at finde verdensherskerne.
Bakterier
Mener du virkelig det?
Ja. Bakterier har alt hvad man kunne forvente af nogen som var verdens herskere.
1. De findes overalt. Og jeg mener OVERALT. Du skal grave meget langt ind i jorden før du ikke finder bakterier. De findes på steder man ikke troede der kunne findes liv – i de mest svovlfyldte, ildelugtende huller og afkroge af jorden.
2. De er mange. Og ikke bare mange… de er overvældende mange. Nogle forskere mener, at hvis man regner totalvægten på alle jordens bakterier ud, vil de veje ligeså meget, eller mere end alle planter på hele jorden. Og mange mange flere gange end totalvægten af alle mennesker på jorden.
3. De kan kommunikere med hinanden. Bakterier taler både egne dialekter, og også en slags bakteriel ”esperanto” med alle andre typer af bakterier. Kunne du, som menneske, kommunikere med en person fra Kina som kun forstod kinesisk? Jeg kan anbefale nedenstående video (i bunden af indlægget). I løbet af 18 minutter bliver du inspireret, underholdt og forbløffet over bakteriers evne til at kommunikere med sine artsfæller… og til tider dominere dig (hun er meget spændende og sjov at høre på).
4. De er dræbende. De har bevist sig selv yderst dræbende. Mere dræbende end amerikanere, og langt mere skruppelløse end kinesere (der røg den eksport af dansk bacon).
5. De er i dig. Der bor massevis af bakterier i dig. Nogen er på din side, og hjælper dig – fx i dine tarme, og andre gør dig syge. Det estimeres (igen afhængig af hvordan man måler det) at alle bakterier i dig udgør ca. 1 kg af din egen kropsvægt (forskellige kilder oplyser dog lidt forskellige tal, men det er i den boldgade). Derudover kommer mitokondrierne (læs mit tidligere indlæg ”3 hurtige før weekenden”), som er en slags bakterielignende organisme der lever i dig, men ikke er dig. Synes du at alt det her er klamt? Så skulle du bare vide hvor mange orme der lever forskellige steder i din krop. Uhhm.
Eftertanke
Blågrønne alger er en form for bakterier som lever i havet. De er jorden lunger. De producerer langt det meste af den ilt som vi har her på jorden (nej, det er ikke regnskoven som er jordens lunger). Stoppede de deres arbejde var vi mennesker prisgivet.
Skulle der komme et meteornedslag af format som udryddede menneskeheden, ville du formentlig stadig ikke slippe af med bakterier.
På film har vi tit set hårde kampe/krige mellem ”jordlingere” og rumsvæsner. Men en begavet race af rumvæsner ville formentlig slet ikke spilde krudt på nedslidende krige med mennesker, hvis det var menneskenes udryddelse de var ude efter. Man kunne forestille sig at rumvæsnerne blot ville give en kendt bakterie en lille mutation i dets DNA som gjorde den i stand til at slå alle mennesker på jorden ihjel, no questions asked. Der kan I se... filmen "Independence day" (ID4) var helt unødvendig.
Jeg tror vi har en vinder af vores X-factor.
Hvad med vira (på jævnt dansk: ”virusser”)? Der er diskussion blandt eksperter om hvor vidt de overhovedet er en livsform. De er sådan set ”bare” et ufattelig lille stykke arvemateriale som kun kan noget, hvis det får lov til at komme ind i en anden celle. Fx dine og mine celler. Så kan det skabe kaos ved at lave om på vores celler. Heldigvis for os går vores krop ind for ”ufrivillig aktiv dødshjælp”, så når kroppens forsvar har spottet at en celle er blevet invaderet, så er der licens to kill.
Men vira er helt sikkert også et godt bud på verdensherrer.
Konklusion
Mange mennesker tror at vi aldrig bliver besøgt at rumvæsner. Vi har jo ikke set dem endnu – hvor er de? Men skulle man lege djævlens advokat kunne man stille to grundlæggende spørgsmål: 1. Hvorfor skulle rumsvæsnerne være interesseret i mennesket? Hvis du kom til en fjern planet, ville du så være interesseret i et eller andet lille ubetydeligt billelignende væsen? og 2. Hvem har sagt at rumvæsnerne har en størrelse så du kan se dem? De kunne i princippet være lige så store som vores bakterier. Transporteret til jorden i små forseglede kapsler. Måske er de der her allerede? Måske besøgte de jorden for nogle mia. år siden, i form af bakterier fra en anden planet, bragt hertil af en meteor. - Bakterier som måske udviklede sig den frodige verden vi kender i dag.
Mange spændende tanker.
MEN… hvis vi er så ”heldige” at blive besøgt at gæster udefra, er det slet ikke sikkert at de vil komme og besøge os, eller være interesseret i os! (også selvom vi har varm Gevalia klar til dem)
Ford Prefect, i Hitchhikers Guide to the Galaxy, valgte sit navn med omhu, fordi han mente at bilerne var den dominerende livsform på jorden.
SvarSletDet er en ganske udemærket hypotese set udefra, for vi bruger en stor mængde af tid, på at pudse dem, give dem noget at drikke, pleje dem, og vi sørger for at de ikke får den mindste skade.
I al seriøsitet ville de nok kontakte vores computere. De ville måske endda 'vække' dem, og så de første sæd til AI - som monolitten i Space Odissey, bare med bits og bytes.
Måske hundene. Det ser sådan ud, når rumvæsnerne observerer os samle hundenes lorte op i små poser.
SvarSletBiler... hmmm... En slags transformers måske?
SvarSletComputere og hunde. Pudsige bud. Man kunne forestille sig en hybrid, "HundeComputere", eller bare hunde med indbyggede computere.
"Hvis du køber din hund, med indbygget computer, i dag, får du Angry Birds med til den" ;-)
Først har du antaget, at rumvæsnerne vil tale med Jordens "hersker", hvad det så egentlig betyder. Måske har rumvæsnerne slet ikke samme opfattelse af, hvad det vil sige at herske. Måske ved de slet ikke, at vi lever i en verden, hvor nogle individer bestemmer over andre. Er det universelt?
SvarSletMan kunne tale længe om det, men ok, jeg kan godt for tankeeksperimentets skyld acceptere antagelsen. De vil altså have fat i dem, der hersker på Jorden.
Du går meget op i biomasse som et kriterie for, hvem eller hvad rumvæsnerne skulle tage fat i som Jordens herskere. Det indikerer, at du mener, at dem, der er flest af (eller mest af i forhold til masse), har magten, eller at rumvæsnerne antager, de har magten, fordi de er flest. Så der er altså implicit tale om en eller anden form for flertalsstyre. Men som vi godt ved, er demokratiet langt fra det eneste, der afgør, hvor magten sidder henne. Hvis de vil have fat i mennesker, ville det nok give langt mere mening at finde nogle indflydelsesrige mennesker, vi andre ikke lige går og bemærker, frem for at tage fat i den amerikanske præsident. Hvis man som en fremmed entitet vil have magt, er det nok bedre, hvis man får fat i en, der nemmere kan kontrolleres (med rigdom f.eks.), og som ikke mister sin magtposition efter en bestemt periode.
Dit indlæg siger vist mere om dig end om rumvæsnerne ;)
Yes, det er sådan set bare et tankeeksperiment hvor halvdelen er taget fra Hollywood. Vi antager at der findes rumvæsner, de er kommet til jorden, og nu vil de tale med "the big chief" for jorden (vi antager at de opererer med "herskerbegrebet"). Men det er så også her hvor Hollywood hører op.
SvarSletFor hvem ville rumvæsnerne så, som 100% udefrakommende, synes var jordens herskere?
Ang. Biomasse. Du har fuldstændig ret i at biomasse ikke er et 100% dækkende begreb for "verdensherskeri". Men biomasse giver en grov indikation af om en art har vind i sejlene. En truet dyreart, ville man fx ikke "mistænke" for at være the big chief. For hvorfor var det lige den var truet?
Jeg giver dig også ret i at biomasse ikke er en tilstrækkelig måde at vurdere rangordnen på jorden (som jeg også skriver i eksemplet med myrerne) - blot et værktøj blandt mange (som også er nævnt i eksemplet med bakterierne).
Du har ret i at man kan kigge på mange andre kriterier for at finde ud af "hvem der hersker verden" (i bedste Hollywood stil). Men indlægget kunne af pladsmæssige årsager ikke beskæftige sig med dem alle.
Jeg tror dog personligt ikke at rumvæsner ville være interesseret i at kigge på hvem der let kunne kontrolleres (som du nævner). Det ville næppe være interessant at kontrollere en fuldstændig ligegyldig/ikke-indflydelsesrig art/person/væsen (og hvem taler egentlig om kontrol? Tankeeksperimentet gik på, "hvem er the big chief")
Anonym skrev:
>Dit indlæg siger vist mere om dig end om rumvæsnerne
(tilbage til Stefan):
Jamen, så ved du jo allerede en masse om mig. Og jeg kender ikke engang dit navn. ;-)