Aber. Talent eller tilfældighed?

Prøv at taste løs på dit tastatur på en masse forskellige tilfældige taster!

Jeg fik dette resultat: kwoer åxndfifnwshf9n  8re g ærjrb odf særpgje  edtgo jerun  erifj s fh lgjdnghed  r.
Yes, en masse volapyk. Men nogle ord ligner danske ord.
Hvis jeg nu plukker lidt ud linjen, kan jeg da finde nogle ord på 3 bogstaver ”fif”, ”sær”, ”jer” og ”hed”. Men blev jeg ved med at skrive tilfældig volapyk ca. 10 linjer endnu, ville der nok begynde at dukke nogle 4 bogstavsord op. Og blev jeg ved et par dage endnu, ville længere ord dukke op, eller flere ord efter hinanden. Måske endda en hel sætning.

Tankeeksperiment
Man har længe tænkt hvad der ville ske hvis man satte en flok aber foran hver sin skrivemaskine og fik dem til at skrive løs. Rent hypotetisk skulle man, hvis aberne skrev tilfældige bogstaver længe nok, på et tidspunkt begynde at kunne hive meningsfulde sætninger ud, af deres afsindige mængder af volapyk – og rent hypotetisk burde man, på ekstrem lang sigt, hive hele kendte værker ud af deres volapyk. Fx nogle af Shakespeares værker. – Hypotesen hedder ”Infinite monkey theorem”. Uendelig mange aber i uendelig lang tid... hvad vil der ske?

”Gulliver’s  far”, Jonathan Swift, præsenterede i 1700-tallet en idé om, at man kunne få nogle (menneske) studerende til at skrive en masse tilfældige bogstaver, og med tiden (og vi taler LANG tid) ville man kunne finde passager i dette hvor alt videnskabelig viden ville befinde sig.


Men tilbage til aberne. Man prøvede på tidspunkt at sætte et tastatur ind til nogle aber i et bur, og se om de begyndte at skrive på det. Det gjorde de. Det blev eftersigende til en masse sider med ”sssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssssss”. Meget interessant. Nåh ja, og så blev der også udviklet andre anvendelsesmønstrer for et tastatur. Fx at bruge det som toilet, og slå store sten ned i det. Shakespeare blev det i hvert fald ikke til.

Men ok. Eksperimentet fik så senere en anden dimension. Hvis man nu fjernede aberne fra ligningen, og bare fik en computer til at generere nogle tilfældige bogstaver, tal, mellemrum, tegn osv. Og gøre det i et hurtigt tempo – for vi mennesker hader notorisk at vente. Hvad skete der så?

Der har i løbet af de sidste mange år været forskellige forskere (og andre IT-nørder) som har forsøgt at lave computerprogrammer som bare spyttede en masse tilfældige bogstaver ud, og sammenlignede disse med fx Shakespeares værker. Var der noget der lignede?

Et af de større eksperimenter af sin slags var ”The Monkey Shakespeare Simulator Project”. Det kørte i ca. 4 år. Men lad dig ikke snyde af den relative korte tid. For når vi har med computere at gøre, kan vi få skrivehastigheden op, og i stedet for én abe, kan vi simulere at vi har rigtig mange. Så det gjorde de (menneskene, altså). Efter de ca. 4 år, havde ”de fiktive aber” skrevet 100.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 sider med volapyk (10 i 35. potens), ca. 2000 tegn på hver side. Fantastisk. Det svarer til mange tusind milliarder milliarder milliarder osv. år foran et tastatur. Usvigelig meget længere end de ca. 14 mia. år forskere mener at vores univers er gammelt.

Konklusion
Hvad kom der så ud af projektet? Mere urin på tastaturet?
Nej. ”De fiktive aber” fik et lidt bedre resultat end de rigtige aber. Men ikke meget. Flere mindre passager som kunne genkendes i nogle af Shakespeares værker blev skabt. Men efter 2 år, blev rekorden produceret. Og hold dig nu fast… 24 karakterer som kunne findes i et af Shakespeares værker (REKORD!).

Den skrev:     […]    RUMOUR. Open your ears; 9r"5j5&?OWTY Z0d...     […]

Denne passage kan man finde i Shakespeare's "Henry IV Part 2".
“RUMOUR. Open your ears; for which of you will stop
The vent of hearing when loud Rumour speaks?”

2 år for så lidt?

Infinite monkey theorem skal ikke ses som mere end et pudsigt tankeeksperiment om tilfældighed og uendelighed (og ikke så meget et abeforsøg). Begynder man at tænke det som en praktisk mulighed, tager man det sjove ud af idéen. Lidt ligesom at sige til et 3-årigt barn: ”Det var altså bare morfar, der var klædt ud som julemanden!”.