Fagforeninger og karteller – glædelig 1. maj

I anledning af 1. maj tænkte jeg at det var oplagt at snuse til et par relevante tankeeksperimenter. 

D. 1. maj fejres traditionelt arbejderne, fagforeningerne, "den danske model" og det vi i daglig tale kalder de ordnede og organiserede forhold på arbejdsmarkedet.
Og her er den overenskomstbestemte løn for mange arbejdere kronen på værket.

Men hvis du tænker over det er overenskomstbestemt løn i princippet karteldannelse på arbejdsmarkedet – en art kartel som de fleste af os synes er okay.

Charlotte Sachs Bostrups film fra 2014, Kartellet, fortæller en bitter og hjerteskærende historie om hvordan byggebranchen (i filmen) er fordærvet af karteller og interne prisaftaler mellem leverandørerne. En forfærdelig historie om hvordan en leverandør, der ønsker at konkurrere efter frie markedsprincipper, bliver trukket igennem et helvede af byggebranchens kartel fordi vedkommende ikke bøjer sig for kartellets prisfastsætning.

Men pudsigt nok er overenskomster for lønmodtagere fuldstændig identisk med kartelprincippet.

Tankeeksperiment 

Prøv at tænk over det. En fagforening aftaler blandt sine medlemmer hvilken afregning de skal have for deres arbejdskraft – dette aftales formelt også med arbejdsgiveren, men i princippet kan arbejderne strække hvis de (flertallet) ikke er tilfredse med overenskomsten. Et kartel er når leverandører aftaler priser mellem hinanden - hørte jeg dig tænke "overenskomst"?

I princippet er fagforeninger og karteller meget lig hinanden. Vi sælger alle vores personlige arbejdskraft til nogle andre på en eller anden måde. Fx kan en murer sælge sin arbejdskraft som fastansat til en murermester – men i det tilfælde må mureren ikke selv bestemme sin løn (læs: sætte den ned hvis han vil konkurrere for at få jobbet).
Omvendt kan mureren vælge at etablere sin egen enmandsvirksomhed og sælge den samme arbejdskraft til samme murermester – men til en pris som i princippet er lavere end den fastansatte murer. Uden at det giver problemer. For nu er det jo pludselig lovlig fri konkurrence.

I det første tilfælde (lønansat) ville mange arbejdere hive mureren igennem nogenlunde det samme helvede som hovedrollen i filmen "Kartellet" bliver slæbt igennem for at sælge sin arbejdskraft billigere end de andre murere ("en skruebrækker2, "en skurk"), men i det andet tilfælde ville mange se skævt til en murer som solgte sit arbejde for dyrt ("han er nok med i et kartel" eller "de murere har det for godt når de ikke har brug for at slå af i pris").
Det pudsige er at mureren og arbejdet som gøres er det samme, ligegyldig hvordan arbejdskraften bliver solgt, men i det sidste tilfælde er der grobund for at lave en film om alle dem som aftaler for høje priser mellem hinanden og "hvor er det dog forfærdeligt". Og i det første tilfælde skal vi bare slå op i en af de mange socialistiske sangbøger og så støder vi på op til flere heltekvad om "de gæve arbejdere der forsøger at forhøje deres arbejdshonorar!.

Når en byggeleverandør prøver at konkurrere på frie vilkår i filmen Kartellet, så er han en helt (og kartellet er skurken).
Hvis han derimod havde været en medarbejder der gjorde det samme, så var han en skurk (og fagforenings'kartellet' som forsøgte at stoppe ham, var helte).

(og hvis en restauratør i Vejle prøver at konkurrere frit ved at tegne en overenskomst med ”den forkerte” arbejdsgiverforening, er han også en skurk).

Meget pudsigt.

Eftertanke 

Vi kunne trække en parallel til folkeskolen. Kan du huske i folkeskolen hvordan de arbejdsomme og ambitiøse elever mange gange blev drillet og mobbet – de blev kaldt stræbere, morakker, eller hvis det gik vildt for sig, lærerens kæledække. Her skulle man passe på med ikke at ”rage for højt op”.
Da man så senere kom på universitetet eller anden højere læreanstalt var det hele ændret. Her blev der taget afstand til de studerende som ikke gjorde særlig meget ud af deres studie – de var taberne, dem man bare ventede på ville falde ud af studiet, eller endnu vigtigere, dem man helst ikke ville være i gruppe med.
Pudsigt hvordan noget er på mode ét sted, og dybt usmart et andet sted.

Konklusion

Jeg har stor respekt for det som fagforeningerne har gjort for det danske samfund igennem tiderne. Men det hele kan også blive for firkantet med overenskomster, regler og repressalier med blokader hvis man ikke følger fagforeningskartellets regler.

Der er desværre folk som hæmmes og kommer i klemme af karteldannelse - både på lønmodtagersiden og virksomhedssiden. Forestil dig en arbejdsløs person der har passeret de magiske 2 års dagpenge. Vedkommende er desperat for at få et job. Men vedkommende har ikke muligheden for at konkurrere på frie vilkår for at få et job. Den arbejdsløse må ikke tilbyde sin arbejdskraft 20% billigere end sine konkurrent-lønmodtagere. Husk at denne reducerede løn ville være langt højere for den arbejdsløse end kontanthjælp – og selv om vedkommende gjorde dette, var der ingen arbejdsgiver som måtte tage imod hans arbejdskraft.
Jo, kun hvis den arbejdsløse får en enmandsvirksomhed med CVR nummer – så er det OK.
Logik er nogle gange noget underligt noget.

Den arbejdsløse står her i en lige så hjerteskærende og håbløs situation som hovedrollen i filmen Kartellet, der bare gerne vil konkurrere på frie vilkår med sine konkurrenter, om de måtte være honoreret pr lønseddel eller faktura.

Men der skal åbenbart ikke så meget til før man går fra at være skurk til helt.

Kan du tænke udenfor ”UDENFOR” boksen?

Ja, rigtigt. Der er 2 x ”udenfor” i den sætning. 

Du har måske fået opgaven før ”forbind alle de 9 prikker med max 4 lige streger”. 

Det er en opgave som mange innovations-/kreativitetsfolk bruger i forbindelse med deres undervisning. En opgave som er tiltænkt at give de sagesløse deltagere en masse grå hår i hovedet.
Opgaven illustrerer sådan set en rigtig god pointe. Nemlig at det er utrolig svært at løse opgaven, da man hele tiden er fastlåst af den forudantagelse at stregerne skal holdes ”indenfor” den boks som vi synes at de yderste prikker udgør rammen til – en boks (og dermed en begrænsning) som kun findes i vores egne hoveder.
Denne forudantagelse er den som innovations-/kreativitetscoachen prøver at udfordre dig på.

(Hvis du læser hele indlægget giver jeg dig til sidst nogle idéer og skyts til hvordan du kan udfordre coachen) 

Dette giver typisk sådan en type ”ikke-løsning” – foruden en masse støn.

Men opgaven er tænkt til at den skal løses sådan her.

Her kan vi se at for at løse opgaven skal man tænke sine streger ”uden for boksen”.
De fleste mennesker, når de får serveret løsningen, udbryder ”Hov, du sagde ikke noget om at jeg måtte tegne udenfor boksen”. Og til den kommentar er der mange svar. Ét svar kunne være ”Jeg sagde heller ikke at du ikke måtte”, eller ”hvad mener du med udenfor boksen?”. For det her med at man ser en boks er en af menneskernes mange kategoriske svagheder.
Vi kender det fra astrologi og stjernekikkeri. De gamle babyloniere, grækere, ægyptere m.v. kunne ikke bare kigge op på stjernerne og se nogle individuelle prikker. De så nogle prikker som de satte i bokse, eller rettere i stjernebilleder. Lige pludselig var stjernehimlen ikke fyldt med mange prikker – men den var fyldt med færre stjernebilleder. Og færre stjernebilleder er nemmere at huske og forstå end mange prikker (stjerner). (Læs mit blogindlæg ”Et stykke med mening, tak”)

Tilbage til boksen. 

Men næste gang du får opgaven med de 9 prikker, kunne du overveje at give nogle grå hår tilbage til innovations-/kreativitetscoachen.
Opgaven kan være tegnet og formuleret med forskellige variationer, men hvis du får opgaven som den er stillet i det ovenstående (og som er den typiske variation), så kan du udfordre coachens egne forudantagelser ved at løse opgaven således.

3 streger 

Ved at løse den som du kan se her har du ikke antaget at prikkerne er dimensionsløse. Og det kan du udnytte ved at lade en streg gå fra øverste højre (eller venstre) kant mod venstres (eller højres) nederste kant. Så kan du rent faktisk tage alle 9 prikker med kun 3 streger.

1 streg
Du kan også udfordre coachens forudindtagethed ved at sige at stregen tænkes som en gigantisk tyk sprittusstreg. Så behøves kun én streg.

Du noterede dig måske coachen’s kommentar med ”Jamen, jeg sagde heller ikke at du ikke måtte tegne uden for boksen”. I denne fantastiske kommentar ligger der uendelig meget usynligt guld. Nemlig at der er et væld af muligheder i løsningen som ikke er begrænset af opgavens ordlyd.

Fx kunne du lave to klip i papiret (eller riv, hvis du ikke har en saks), og ligge de 9 prikker på en lang linje. Så kan du sige til coachen ”Jamen, du sagde heller ikke at man ikke måtte rive papiret i stykker”.

Teoretisk 
Opgavens ordlyd kan som sagt godt begrænse dig. Men i mange variationer af opgaveordlyden bliver du ikke begrænset af at løse opgaven teoretisk. Her kan jeg anbefale ”Jorden rundt” løsningen.
Forestil dig en streg som starter i øverste venstre hjørne og skråner minimalt nedad mens den går mod højre. Hvis stregen, rent teoretisk, fortsatte rundt om jorden, ville den ramme næste linjes prikker fra venstre side og fortsætte videre rundt om jorden, osv.

Den dybt teoretiske løsning går på at kombinere praktik med flerdimensional tænkning. Hvis du klippede alle prikkerne ud og lavede én streg som gik igennem prikkerne. Så ville du rent faktisk kunne løse opgaven med at forbinde alle 9 prikker med én prik, hvis vi tænker 2-dimensionalt. Eller ved én streg hvis vi tænker 3-dimensionalt (læs indlægget ”Det perfekte gemmested”).

The end of line 
Og der er helt sikkert andre finurlige, skæve og vidunderlige måder at løse opgaven på.
Skriv en kommentar hvis du har en skæv idé til hvordan man også kunne løse denne lettere støvede opgave.

Hvordan føles det at være død?

Hvordan mon det føles når man er død?
Har du også tænkt over det? 
Og her mener jeg ikke: ”dagen efter nytårsaften føles som at være død, mand”. 

Som det siges i teaterstykket (og filmen) ’Rosencrantz and Guildenstern are dead’: ”Death is the ultimate not-being”. 
 
Men hvordan er det lige? At forstå hvordan det er at være død er formentlig ligeså svært som at få en blind til at forstå hvordan det er at se. 

Men kan vi på en eller anden måde genskabe følelsen af at være død – hvis ikke andet, så bare i tankerne. 

Lad os prøve med et par tankeeksperimenter som kan agere en ”død-til-levende-ordbog”. 

Tankeeksperimenter

The ultimate not-being
Tænk på det årstal du er født i. Træk så 2 år fra årstallet.
Prøv at tænk tilbage på dit liv i netop det årstal. Hvor mange ting kan du huske derfra? Hvordan var det at være dig i det årstal? Det er selvfølgelig retoriske spørgsmål, men hvis du kan fremkalde den ikke-følelse som det var at være dig på det tidspunkt – så har du måske en gryende fornemmelse af hvordan det må føles at være dig når du er død.

Sanseeksperimentet 
Vi kan også prøve at opfatte døden som den ultimative ”ikke-sansende” oplevelse. Er det at være død som at være uden sanser? I så fald kan vi tænke døden som fx når man har sovet uden at drømme, eller ligget i narkose i lang tid, og blot har følt at man lukkede øjnene og åbnede dem hurtigt efter for at finde ud af at operationen var overstået.

Lad os bare prøve at køre den lidt længere ud… 

Er man overhovedet død når man er død? 
Når fx et menneske dør, så kan det godt være at helheden (det juridiske menneske med cpr#, banklån, skæve tænder, familie osv.) dør men enkeltdelene dør ikke nødvendigvis.

Mange af de bestanddele som din krop er lavet af går videre i naturens kredsløb i andre levende væsner – fx regnormene, træer, svampe osv. Dvs. selvom du selv dør, så er meget af det som du var lavet af, ikke dødt. En slags halvdød, eller?
Og samtidig er der flere bestanddele af det døde menneske som kommer til at blive genbrugt i elementer som vi ville anse som værende døde ting, som fx luften (Ilt, CO2, Nitrogen), vand og mineraler m.v.

Det er nok de færreste som tænker over det, men levende væsner dør faktisk lidt hver dag. Proteiner i vores krop er konstant under nedbrydning, blodceller dør hver dag, hud og hårceller falder af os og ”dør” – men alt dette sker uden at vi føler os særlig anderledes eller særlig døde. Rent praktisk er vores krop konstant i gang med at genopbygge os hele tiden, men selvom de indre håndværkere konstant er i arbejde, så ændrer det ikke ved at vi konstant har dele af vores krop som forlader os, eller forlader den funktion som de tjente, uden at vi bliver bevidste om at noget i os er dødt.

Det jeg prøver at sige er: Hvis du ikke en gang kan erfare den følelse af den død som du oplever hver dag i din krop, mens det meste af dig stadig lever – hvad er så sandsynligheden for at gøre dig nogle forestillinger om hvordan det er at være ’rigtig’ død?

Det er også tankevækkende at når man står med asken (i urnen) fra et familiemedlem og vil kaste det ud over Kattegat, så er en kæmpe del af den afdødes krop allerede sivet ud i atmosfæren. Det du kaster ud over skovsøen (eller Kattegat) er formentlig kun max 10 % rester fra den døde, og en masse rester fra kisten. Man kunne sige at hovedparten af spredningen af ”de dødelige rester (asken)” allerede var gjort fra krematoriets ovn og op i atmosfæren.
Det sætter udsagnet ”du kommer i himlen når du dør” i perspektiv – for ja, det gør du rent faktisk. I hvert fald hvis du bliver brændt (du tænker måske hvorfor siger han at det er ca. 10% af kroppens rester som er tilbage i urnen – prøv at læs mit blogindlæg ”Byg dit eget menneske” fra februar 2012).

Men det var lige et sidespring. 
Tilbage til idéen om at vi dør lidt hver dag… 

Min sovebamse er død, men 100% sig selv – Jeg er levende, men aldrig mig selv.
Når jeg kigger på min gamle sovebamse som min 4-årige søn nu sover med, så kigger jeg på en bamse der nogenlunde består af det samme materiale som den gjorde da jeg var 1 år (dog med lidt bonussavl og støv). Men bamsen kigger derimod ikke på den Stefan den sov med for (en smule) over 30 år siden.
Alt hvad jeg var lavet af den gang er skiftet ud. Jeg er som en 33-årig gammel bil der udelukkende består af dele der er maksimalt 7-10 år gamle – der er intet tilbage af mig fra den gang (her er forskere lidt uenige, nogle mener at pacemaker cellerne ved hjertet aldrig ændrer sig).
Er jeg så den samme bil som oprindeligt? Nej, den oprindelige bil, eller rettere ”den oprindelige mig” er væk. Væk… som i død uden at nogen har opdaget det. Mit væsen har sådan set oplevet at dø en myriade af gange i løbet af mit liv. Men hvordan føles det? Jeg har ikke mærket det. Så ironisk nok er den døde bamse mere ”sig selv” end mig som løbende dør (og genskabes med nye dele) uden at nogen tænker særlig meget over det.

Bevidsthed og død? 
Og det er så her hvor det bliver rigtig interessant. For hvad er vi egentlig bevidste om? Med mindre du er lam i armen og hånden, så er du formentlig bevidst om at du har en pegefinger. Du kan relativt hurtigt, selv med lukkede øjne, føle din ene pegefinger og få en bevidsthed om at den er der. Den er i live. Men kan du lukke øjnene og få en bevidsthed om alle dine røde blodlegemer, din lever, din bugspytkirtel?

Eller måske noget mere abstrakt… ’en evne’. Kan du fx spille på et instrument, eller er du god til en bestemt sport? Ville du med lukkede øjne kunne få en følelse eller en bevidsthed om at du var god til en af ovenstående ting?
Jeg er god til klaver, men hvis jeg mistede min hukommelse og glemte hvem jeg var, ville jeg ikke kunne finde en følelse eller bevidsthed af at jeg var god til at spille klaver. Derimod ville jeg sagtens kunne få en bevidsthed om min pegefinger – det er bare at mærke efter. Det er først i det øjeblik at nogen sætter mig ned foran et klaver med nogle noder, at jeg vil opdage at jeg faktisk kunne spille klaver.
Min pointe er, at min evne til at spille klaver, eller din evne til at være god til at lave mad, eller springe stangspring, er en evne der lever sit eget (næsten) døde liv uden at du har en bevidsthed om det. Så den ikke-eksisterende følelse/fornemmelse af at have en evne, kan man måske også bruges som en tilnærmelse til at forstå hvordan det må være at være død.

The End (The ultimate end)
Jeg kunne fortsætte ud i det uendelige med massevis af tankeeksperimenter, som på hver deres måde kunne give én et hint om hvordan døden føles – men nu er det tid for dette indlæg at dø.
Pointen er at for at opleve noget, skal vi være i live. Men selv om vi er i live oplever vi ikke den kontinuerte død i vores krop der hele tiden gennemsyrer os. Når vi er døde, er vi døde, men alligevel ikke, for meget af os lever videre – men det mærker vi heller ikke. Og selvom vi er overbevist om at vi er i live, er der så mange ting der er væsentlige for hvem vi er, som vi heller ikke mærker.

Så vær ikke så ked af at du ikke kan skabe dig en følelse af hvordan det må være at være død… for du har alligevel kun en meget ringe fornemmelse af hvordan det er at være i live.