Hvordan føles det at være død?

Hvordan mon det føles når man er død?
Har du også tænkt over det? 
Og her mener jeg ikke: ”dagen efter nytårsaften føles som at være død, mand”. 

Som det siges i teaterstykket (og filmen) ’Rosencrantz and Guildenstern are dead’: ”Death is the ultimate not-being”. 
 
Men hvordan er det lige? At forstå hvordan det er at være død er formentlig ligeså svært som at få en blind til at forstå hvordan det er at se. 

Men kan vi på en eller anden måde genskabe følelsen af at være død – hvis ikke andet, så bare i tankerne. 

Lad os prøve med et par tankeeksperimenter som kan agere en ”død-til-levende-ordbog”. 

Tankeeksperimenter

The ultimate not-being
Tænk på det årstal du er født i. Træk så 2 år fra årstallet.
Prøv at tænk tilbage på dit liv i netop det årstal. Hvor mange ting kan du huske derfra? Hvordan var det at være dig i det årstal? Det er selvfølgelig retoriske spørgsmål, men hvis du kan fremkalde den ikke-følelse som det var at være dig på det tidspunkt – så har du måske en gryende fornemmelse af hvordan det må føles at være dig når du er død.

Sanseeksperimentet 
Vi kan også prøve at opfatte døden som den ultimative ”ikke-sansende” oplevelse. Er det at være død som at være uden sanser? I så fald kan vi tænke døden som fx når man har sovet uden at drømme, eller ligget i narkose i lang tid, og blot har følt at man lukkede øjnene og åbnede dem hurtigt efter for at finde ud af at operationen var overstået.

Lad os bare prøve at køre den lidt længere ud… 

Er man overhovedet død når man er død? 
Når fx et menneske dør, så kan det godt være at helheden (det juridiske menneske med cpr#, banklån, skæve tænder, familie osv.) dør men enkeltdelene dør ikke nødvendigvis.

Mange af de bestanddele som din krop er lavet af går videre i naturens kredsløb i andre levende væsner – fx regnormene, træer, svampe osv. Dvs. selvom du selv dør, så er meget af det som du var lavet af, ikke dødt. En slags halvdød, eller?
Og samtidig er der flere bestanddele af det døde menneske som kommer til at blive genbrugt i elementer som vi ville anse som værende døde ting, som fx luften (Ilt, CO2, Nitrogen), vand og mineraler m.v.

Det er nok de færreste som tænker over det, men levende væsner dør faktisk lidt hver dag. Proteiner i vores krop er konstant under nedbrydning, blodceller dør hver dag, hud og hårceller falder af os og ”dør” – men alt dette sker uden at vi føler os særlig anderledes eller særlig døde. Rent praktisk er vores krop konstant i gang med at genopbygge os hele tiden, men selvom de indre håndværkere konstant er i arbejde, så ændrer det ikke ved at vi konstant har dele af vores krop som forlader os, eller forlader den funktion som de tjente, uden at vi bliver bevidste om at noget i os er dødt.

Det jeg prøver at sige er: Hvis du ikke en gang kan erfare den følelse af den død som du oplever hver dag i din krop, mens det meste af dig stadig lever – hvad er så sandsynligheden for at gøre dig nogle forestillinger om hvordan det er at være ’rigtig’ død?

Det er også tankevækkende at når man står med asken (i urnen) fra et familiemedlem og vil kaste det ud over Kattegat, så er en kæmpe del af den afdødes krop allerede sivet ud i atmosfæren. Det du kaster ud over skovsøen (eller Kattegat) er formentlig kun max 10 % rester fra den døde, og en masse rester fra kisten. Man kunne sige at hovedparten af spredningen af ”de dødelige rester (asken)” allerede var gjort fra krematoriets ovn og op i atmosfæren.
Det sætter udsagnet ”du kommer i himlen når du dør” i perspektiv – for ja, det gør du rent faktisk. I hvert fald hvis du bliver brændt (du tænker måske hvorfor siger han at det er ca. 10% af kroppens rester som er tilbage i urnen – prøv at læs mit blogindlæg ”Byg dit eget menneske” fra februar 2012).

Men det var lige et sidespring. 
Tilbage til idéen om at vi dør lidt hver dag… 

Min sovebamse er død, men 100% sig selv – Jeg er levende, men aldrig mig selv.
Når jeg kigger på min gamle sovebamse som min 4-årige søn nu sover med, så kigger jeg på en bamse der nogenlunde består af det samme materiale som den gjorde da jeg var 1 år (dog med lidt bonussavl og støv). Men bamsen kigger derimod ikke på den Stefan den sov med for (en smule) over 30 år siden.
Alt hvad jeg var lavet af den gang er skiftet ud. Jeg er som en 33-årig gammel bil der udelukkende består af dele der er maksimalt 7-10 år gamle – der er intet tilbage af mig fra den gang (her er forskere lidt uenige, nogle mener at pacemaker cellerne ved hjertet aldrig ændrer sig).
Er jeg så den samme bil som oprindeligt? Nej, den oprindelige bil, eller rettere ”den oprindelige mig” er væk. Væk… som i død uden at nogen har opdaget det. Mit væsen har sådan set oplevet at dø en myriade af gange i løbet af mit liv. Men hvordan føles det? Jeg har ikke mærket det. Så ironisk nok er den døde bamse mere ”sig selv” end mig som løbende dør (og genskabes med nye dele) uden at nogen tænker særlig meget over det.

Bevidsthed og død? 
Og det er så her hvor det bliver rigtig interessant. For hvad er vi egentlig bevidste om? Med mindre du er lam i armen og hånden, så er du formentlig bevidst om at du har en pegefinger. Du kan relativt hurtigt, selv med lukkede øjne, føle din ene pegefinger og få en bevidsthed om at den er der. Den er i live. Men kan du lukke øjnene og få en bevidsthed om alle dine røde blodlegemer, din lever, din bugspytkirtel?

Eller måske noget mere abstrakt… ’en evne’. Kan du fx spille på et instrument, eller er du god til en bestemt sport? Ville du med lukkede øjne kunne få en følelse eller en bevidsthed om at du var god til en af ovenstående ting?
Jeg er god til klaver, men hvis jeg mistede min hukommelse og glemte hvem jeg var, ville jeg ikke kunne finde en følelse eller bevidsthed af at jeg var god til at spille klaver. Derimod ville jeg sagtens kunne få en bevidsthed om min pegefinger – det er bare at mærke efter. Det er først i det øjeblik at nogen sætter mig ned foran et klaver med nogle noder, at jeg vil opdage at jeg faktisk kunne spille klaver.
Min pointe er, at min evne til at spille klaver, eller din evne til at være god til at lave mad, eller springe stangspring, er en evne der lever sit eget (næsten) døde liv uden at du har en bevidsthed om det. Så den ikke-eksisterende følelse/fornemmelse af at have en evne, kan man måske også bruges som en tilnærmelse til at forstå hvordan det må være at være død.

The End (The ultimate end)
Jeg kunne fortsætte ud i det uendelige med massevis af tankeeksperimenter, som på hver deres måde kunne give én et hint om hvordan døden føles – men nu er det tid for dette indlæg at dø.
Pointen er at for at opleve noget, skal vi være i live. Men selv om vi er i live oplever vi ikke den kontinuerte død i vores krop der hele tiden gennemsyrer os. Når vi er døde, er vi døde, men alligevel ikke, for meget af os lever videre – men det mærker vi heller ikke. Og selvom vi er overbevist om at vi er i live, er der så mange ting der er væsentlige for hvem vi er, som vi heller ikke mærker.

Så vær ikke så ked af at du ikke kan skabe dig en følelse af hvordan det må være at være død… for du har alligevel kun en meget ringe fornemmelse af hvordan det er at være i live.