søndag den 18. marts 2012

Tryl en fantastisk verden frem - uden magi!

En god tryllekunstner vil altid smøge sine ærmer op inden det fantastiske tryllenummer udføres - bare sådan så man ikke mistænker ham for snyd.
Det samme princip vil jeg prøve her. Jeg vil forsøge at gøre den verden du lever i "lidt mere fantastisk" uden at blande mystik, guder, magi eller ånder ind i det.

Lad os smøge ærmerne op!

Stjernerne

Kig op på funklende stjernehimmel (når det er nat, ellers får du ikke meget ud af det). Det ligner guldglimmer. Og selvom stjerner ikke er lavet af guld, så har de alligevel en sammenhæng med guld. Alt den guld du finder på jorden, er godt nok gravet op fra jorden, men den er skabt i stjerner langt borte, og for lang tid siden. 

Tænk over det næste gang du køber en guldring eller et guldur. Det guld du kigger på, stammer fra en stjerne, som højst sandsynlig ikke findes mere (da den er eksploderet, og guldet derved spredt i rummet).

Er diamanten på min diamantring så også fra rummet? Ja og nej. Kulstoffet, som er det eneste råmateriale i diamanter, er lavet i verdensrummet, men selve sammenpresningen af kulstoffet, som blev til diamanten, er gjort under jorden, ved vulkaner. En sammenpresning som skete da lavaen blev presset op. Diamanter er så at sige en slags vulkanopkast (tvivler dog på at guldsmeden vil sælge diamanterne billigere af den årsag) - og en af grundene til at du ikke finder diamanter (naturligt) i Danmark.

Bliv ved med at kigge ud i rummet. Find Karlsvognen, og zoom godt ind på stjernen i den øverste bagende af vognen (se billedet, hvis du er i tvivl). Denne stjerne er 123 lysår væk. Dvs. sprang den i luften lige nu, ville vi først se eksplosionen om 123 år. Finder du Nordstjernen, er denne ca. 431 lysår væk. Hvis vi skulle opretholde et meningsfuldt ”pennevenskab” med væsner på planeter nær Nordstjernen, skulle vi vente minimum 431 år på at få sendt en e-mail af sted, og yderligere 431 år på at modtage svaret.
At kigge på stjernehimlen er som at gå på museum. Alle de stjerner vi ser på nattehimlen ser vi som de ser ud for mange år siden – den nyeste ca. 4 år siden (hvis vi ikke regner vores egen sol med), og andre ser vi som de så ud for flere tusinde år siden.
 
Det vil også sige at hvis rumvæsner fra en planet om Nordstjernen kiggede ned på jorden, lige nu, ville de se livet i år 1581. Kong Frederik d. 2 var konge i Danmark, Shakespeare ville have været født, men var ikke begyndt på at skrive nogle af sine kendte stykker endnu, og ironisk nok ville rumvæsnerne, igennem deres stjernekikkerter, kigge ned på Jorden som ikke en gang havde opfundet sin første stjernekikkert endnu (den blev opfundet ca. 27 år efter i 1608). Primitive "jordlinger"!

Liv efter døden?
Bestemt! Også liv før livet. Bare ikke helt som de fleste tror.
Det er fantastisk at tænke sig, at alle de legoklodser (atomer), som vi mennesker er lavet af, har været leget med før. Og som det er med legoklodser, kan den samme legoklods bruges til både brandbiler, rumskibe, heste og ”Mount Rushmore” (bare ikke på samme tid).

Kig på din krop… du består at tusindvis af atomer (legoklodser) som har været brugt til mange spændende ting før. Atomer i din hånd har måske været en del af et dinosaurøje. Atomer i dit hår, som frisøren netop har klippet af dig, har måske været del af en kendt historisk personlighed (Shakespeare?).

Det håndklæde du tørrer hænder i, består formentlig af atomer fra tusindvis af forskellige dyr og planter som har levet for mange millioner af år siden.

Det er også tankevækkende at vide at de legoklodser som netop nu er dig, snart bliver udskiftet. Eftersigende er det kun dine pacemaker celler i hjertet (dem som sørger for, at dit hjerte bliver ved med at ”tik-takke”) som forbliver de samme hele livet igennem. Resten af din krops legoklodser bliver løbende udskiftet til nye, og efter ca. hvert 7. år er du en person som består af helt andre legoklodser (næsten) end for 7 år tidligere - så hvem er du i grunden?

Når dine legeklodser bliver udskiftet, bliver de dele af andre mennesker, både nulevende men også kommende mennesker.
Når du en dag dør bliver de legoklodser som var dig, afleveret tilbage til naturen, og så kan de bygges om til andre livsformer.

Er det ikke fantastisk at tænke sig? Er det ikke næsten magisk og fortryllende? Er det ikke tankevækkende, hvor små vi er, og på samme tid, hvor meget vi helt naturligt "er en del af det hele"?

Så, liv efter døden? Ja da.

Konklusion
Det sjove er... man behøver slet ikke magi, guder, ånder og mystik for at gøre verden utrolig og fantastisk. Det er den nemlig i forvejen!

2 kommentarer:

  1. Kære Stefan
    Du kommer langt omkring nu vi så kommet til universet, menesker opbygning og muligheder thu hai Stefan, jeg tænker du har ret et langt stykke hen af vejen, men at vi hver 7 år bliver anderledes også selv om 7 er et magisk tal
    Den tro jeg så ik lige så meget på.
    Men du har da nok ret i at mulighederne er uændelige.
    Der er jo mange måder at se verden på , jeg plejer at kikke ud på fuglehuset solsorten holder stadigvæk de små fugle fra fadet, det passer sgu meget godt med den virkelige verden.
    Og så lige en komentar til livet efter, den tro jeg da også på, så en udsendelse om folk der påstod de har været her før,de kunne jo berette om det liv de havde før og hvor de havde boet og måske arbejdet så den nok god nok, glæder mig til næste indlæg fra dig.
    MVH. Poul

    SvarSlet
  2. Kære Poul
    Tak for din kommentar. :-)

    Der er skam intet magisk i de 7 år.
    Dine hudceller udskifter sig selv på daglig basis. Dine negle og hår gror længere, og skal løbende klippes (derved bliver de også udskiftet) - men det er ikke kun hud, negle og hår som løbende bliver udskiftet. Dit blod bliver også løbende udskiftet - røde blodlegemer lever i ca. 4 måneder. Og selv vævet i dine indre organer og dine knogler bliver løbende skiftet ud med nye celler. Du lægger bare ikke mærke til det, da det ikke er så tydeligt som med dit hår+negle.
    De 7 år er ikke et magisk tal. Det er blot ca. den tid det tager for at størstedelen af cellerne i din krop er udskiftet til nogle nye. Eller sagt på en anden måde... om 7 år består du af nogle helt andre "legoklodser" end du gør nu. (lige på nær dine pacemaker celler, som befinder sig i dit hjerte)

    :-)
    Mvh
    Stefan

    SvarSlet