søndag den 24. februar 2013

Mikrobølgeovnen spøger igen

Jeg har tidligere prøvet at undersøge om mikrobølgeovnsopvarmet vand var dårligere at bruge til at vande karse med end vand opvarmet på en elkedel (se indlæg) – og om mikrobølgeovnsopvarmet vand derved var mere ”usundt”. 
Her testede jeg bl.a. 3 slags vand (alm. postevand, mikrobølgeovns opvarmet vand og elkedel opvarmet vand) på karse for at se om der var noget vand som karse ikke kunne gro med (eller groede dårligere med)

I mit tidligere pseudovidenskabelige eksperiment var der kæmpe forskel på om vandet var opvarmet af mikrobølgeovnen eller af elkedlen. Karsen ville simpelthen ikke gro hvis den fik vand som lige var blevet kogt i mikrobølgeovnen (og så kølet ned til 20 grader bagefter).
Interessant. Gjorde mikrobølgerne noget ved vandet? Noget ved de elektrisk ladede ioner/mineraler i vandet? Eller hvad skete der egentlig, og blev vandet mere ”usundt”?
En masse ubesvarede spørgsmål dukkede op. Spørgsmål som jeg ville prøve at dykke lidt længere ned i.

Så jeg prøvede igen med et lille forsøg.
Et forsøg med karse og forskellige typer vand.

Denne gang var jeg interesseret i to ting.
1. Er det de elektrisk ladede ioner (mineraler) i vandet som bliver påvirket af mikrobølgerne, og
2. Kan det mikrobølgeovnsopvarmede vand ”blive godt igen”? (eller gør mikrobølgerne uoprettelig skade på vandet eller ionerne/mineralerne?).

Eksperimentet
Lad os komme i gang.
Jeg prøvede derfor at gro karse med 6 forskellige typer af vand.
1. Alm. postevand (direkte fra hanen, ca. 5-10 grader celsius)
2. Alm. postevand som er blevet mikrobølgeovnsopvarmet (kogt), og derefter kølet ned til køleskabstemperatur (ca. 5 grader celsius)
3. Alm. postevand som er blevet mikrobølgeovnsopvarmet (kogt), og derefter kølet ned til frysertemperatur (ca.-18 grader celsius), og så derefter i køleskabet.
4. Demineraliseret vand (køleskabstemperatur) – demineraliseret vand indeholder ingen elektrisk ladede ioner/mineraler, kun ren H20.
5. Demineraliseret vand, som er blevet mikrobølgeovnsopvarmet (kogt), og derefter kølet ned til køleskabstemperatur.
6. Demineraliseret vand, som er blevet mikrobølgeovnsopvarmet (kogt), og derefter kølet ned til frysertemperatur (ca.-18 grader celsius), og så derefter i køleskabet.


Lige en hurtig kommentar til de 6 vandtyper. Type 1 og 4 er kontroltyperne. Dvs. vores standard postevand, og vores standard demineraliseret vand. Type 2 og 5 er begge mikrobølgeovns vand, men nedkølet i køleskabet efterfølgende – for at se om temperaturen i køleskabet er nok til at ”gøre vandet godt igen”. Og type 3 og 6 er også mikrobølgeovns vand, men efterfølgende nedfrosset til -18 grader, for at se om vi skal helt ud i kolde frostgrader før at vandet kan ”blive godt igen”.

Hvad tror du?
Hvilken type vand tror du karsen bedst kan lide? Vil karsen komme til at mangle vigtige mineraler/næringsstoffer ved det demineraliserede vand? Har fryseren gjort mikrobølgevandet ”godt igen”? Har køleskabet? Påvirker mikrobølgerne kun ionerne/mineralerne i vandet, og ikke selve vandet?

Inden jeg afslører mine resultater vil jeg lige dele to sjove observationer.

Ulækkert postevand fra fryseren
Postevandet, som blev mikrobølgeovnsopvarmet (type 3) og lagt i fryseren efterfølgende, fik et ganske ulækker hvidt grumset indhold. Hvad indholdet var, ved jeg ikke. Men det var kun type 3 vandet som fik dette grumsede indhold. (se billede ovenover til højre)

Lysegrønne fr
Der var en klar forskel på karse som fik postevand (type 1-3) og karse som fik demineraliseret vand (type 3-6). Nemlig at frøene på karse som fik demineraliseret vand, var meget mere lysegrønne og ”fine” i det. Næsten som om de var mere rene end dem som fik alm. postevand. (se billederne fra dag 3)

Resultaterne
Nåh, nu kan vi ikke vente længere. Hvilken type vand var så bedst?
Tja. Der var ikke noget der tydede på at nogle bestemte typer af vand var bedre end andre.
Karsen voksede ca. lige godt ved alle typer af vand, og karsen spirede ca. lige hurtigt ved alle typer af vand.
(jeg smagte ikke på karsen – så jeg kender ikke til smagsforskellene)

Konklusion
To ting er (næsten) sikre. Den påvirkning som mikrobølgerne har på postevandet, forsvinder ved at nedkøle vandet til blot køleskabstemperatur (i hvert fald hvis du spørger karsen!) og demineraliseret vand er formentlig lige så godt som postevand til at gro karse med.

Et spørgsmål som jeg ikke fik besvaret, men som jeg må have til gode er: ”Hvad er forskellen på postevand som bliver opvarmet af mikrobølger (og nedkølet til 20 grader) og efterfølgende brugt på karsen – og demineraliseret vand som bliver opvarmet af mikrobølger (og nedkølet til 20 grader) og efterfølgende brugt på karsen?” – Altså hvor begge typer af vand ikke får lov til at blive nedkølet over en længere periode (til fx køleskabstemperatur).

Fortsættelse følger.

Men lige for at slå én ting fast. Selvom karsen ikke gror særlig godt med bestemte typer af vand, og bedre med andre typer af vand, så fortæller det os stadig intet om i hvilket omfang mennesker har godt af mikrobølgeovnsopvarmet vand eller ej, eller om den type vand er ”sund eller usund” for os mennesker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar