onsdag den 6. februar 2013

Det kunne et 3-årigt barn have lavet… (eller hvad?)

Rigtig gættet. Det er kunst vi taler om.
Har du nogensinde kigget på et abstrakt maleri og tænkt ”det kunne et 3-årigt barn have lavet”?
Et par streger, nogle kruseduller og nogle hurtige slask med penslen. ”Skulle det være kunst? Det er da nemt”, tænker du.




Sammenligningen med det 3-årige barn er typisk ikke en sammenligning der antyder at du elsker det givne maleri, eller at du synes at der står store kunstneriske evner bag maleriet. Snare tværtimod. Hvis du mener at et 3-årigt barn kunne have lavet maleriet må det betyde at det ikke er pænt. Eller i hvert fald at det ikke er godt lavet. Eller ikke har nogen skønhed.

Dette indlæg er ikke et angreb på kunst, men derimod en hurtig ”skraben i overfladen” på emnet ”hvad er skønhed?”.

Hvis noget er skønt eller flot lavet, er det typisk noget der har krævet særlige evner at lave. Fx med kunst. En dygtig kunstner kan lave kunst som er skønnere end hvad andre mennesker kan lave. En dygtig fodboldspiller kan frembringe flottere fodboldspil end jævne fodboldspillere og en dygtig musiker kan spille flottere/skønnere på sit instrument end en middelmådig musiker.

Her er et maleri lavet af en chimpanse (til venstre). Chimpansen Congo lavede dette maleri omkring år 1960, og det blev i 2005 solgt sammen med to andre originale ”Chimp Congo” malerier til 14.400£. Er maleriet flot? Er det godt lavet? Er det lige så godt som ovenstående rød/sorte/hvide maleri der lavet af en dygtig ”menneskekunstner”? Og kunne du spotte hvilket et af de to malerier som var lavet af en chimpanse, hvis du ikke vidste det?

Dit bud er så godt som mit.

Musik
Jeg er selv musiker og hører tit musik som jeg mildest talt foragter og tænker ”det kunne et 3-årigt barn have lavet”. Men den slags musik er typisk musik som der findes større grupper af mennesker der rent faktisk godt kan lide.

Tag nedenstående eksempel. DJ Aligator. Han fik et hit med nummeret ”The Whistle song” tilbage i starten af nullerne. Det faktum at nummeret blev et internationalt hit afslører at der findes homo sapiens i denne del at solsystemet som rent faktisk ikke har fået brækfornemmelser af at høre det. Eller på jævnt jysk. De må åbenbart have syntes at ”nummeret var godt”.



Men for mig er den slags musik ”ikke skøn”. Det er alt for nemt at lave.  Jeg sidder med den følelse som mange sidder med når de kigger på et abstrakt maleri som består af 2 prikker og en streg. ”Det her kunne mit 3-årige barn have lavet”. Eller måske en chimpanse

Nu er det blevet tid til at introducere DJ Chimp. Nu holder jeg ikke chimpanser som husdyr, så jeg måtte finde et andet abelignende væsen som billedligt talt kunne spille rollen som chimpansen. Nemlig mig selv.
Med gratis (og lovlig) software hentet ned fra nettet (Acid Express 7.0) forsøgte jeg at lave et musiknummer i samme stil som ovenstående. Det tog mig ca. 25 min. og havde sådan set ikke krævet at jeg var musiker for at jeg kunne lave det – ja et 3-årigt barn kunne (næsten) rent faktisk også have lavet det (måske også en chimpanse?).
Her er det.



Jeg ved godt at ovenstående musiske genistreg ikke er en kopi af DJ Aligators ”the whistle song”. Men det var heller ikke meningen at lave en kopi. Ej heller at lave musik som ramte lige præcis samme særlig musikgren som DJ Aligator laver. Pointen var at vise hvor nemt det er at lave den slags ”musik”. Og med ”den slags” mener jeg musik i Techno-familien som er lavet ved hjælp af drag and drop på en computer. Små forlavede stykker lyd/musik som placeres, trækkes og loopes, kommer i sidste ende, til at udgøre et stykke musik (prøv det selv!)
Og hvis jeg nu havde brugt 50 min. på at lave et musiknummer, i stedet for 25 min., kunne du så have spottet om nummeret var lavet af en såkaldt ”kompetent” DJ-person, eller om det var lavet af en som aldrig havde prøvet det før? Jeg tvivler.
Tænk over det... behøver man overhovedet være musiker for at være DJ?

Når vi lytter til musik eller ser på et maleri, har vi en helt intuitiv opfattelse af hvad vi synes er smukt. Og hvad er så smukt? Afhænger skønhed af øjnene som ser det, eller ørerne der lytter? Eller hvad?

Måske er skønhed subjektivt, måske er det universelt.
Hvis du har ca. 15 min som du vil bruge på at få lidt perspektiv på ”hvad skønhed er”, så bør du se denne inspirerende og flotte video. 


mandag den 28. januar 2013

Du ved du bliver snydt… men lærer du af det? (Du bliver snydt #3)

"Fool me once shame on you, fool me twice shame on me."
Hvis jeg forærede dig en snydekuglepen som gav stød, så ville du helt sikkert kun lave fejlen, at trykke på kuglepensknappen, én gang. For du vil næppe være så dum at lade dig snyde til at trykke på den en gang til, når du nu vidste hvad der ville ske.
Men det her med at lære af sine fejl, og lære af de gange hvor man bliver snydt, er faktisk noget vi ikke altid er for gode til. 

Det kan lyde meget underligt og uintuitivt, men prøv at se her.
Du har formentlig set visuelle illusioner før, men jeg vil lave en lidt anden pointe med illusionerne end dem du er vandt til. Læg mærke til de to røde streger på den nedenstående tegning. Er de to røde streger lige lange?



De fleste mennesker vil give et rungende ”nej” på det spørgsmål. Men de er faktisk lige lange. Find en lineal og mål, og du bliver klogere. Men i det øjeblik du fjerner linealen, er det som om din nyerhvervede viden om stregernes længde forsvinder. For nu ser det igen ud som om at stregerne ikke er lige lange. Det er som om du ikke har lært noget af linealen.

Her er et andet eksempel med to streger som er lige lange.


... og her får du samme problem.

McGurk effekten
Nedenstående video viser et visuelt eksempel på snyd som du heller ikke spotter - selvom du (ligesom med ovenstående tegninger) får at vide at der er snyd involveret.

Det her er noget som kaldes ”McGurk effekten”. (spol hen til ca. 0:30 sekunder)
I videoen kan du høre en mand sige ”ba ba ba”, mens vi ser en mand lave mundbevægelser som passer til at han enten siger ”va va va” eller ”ba ba ba” (skiftevis). Men ligegyldig hvilken af de to typer mundbevægelser han laver, så synes vi at lyden ”ba ba ba” passer til. Den lyd vi synes vi hører dikteres af vores syn.
Og hvad der er endnu mere skræmmende… selvom du får at vide at lyden er ”ba ba ba”, og at det rationelt ikke passer til ”va va va” mundbevægelserne, så kan du ikke få det ind i din hjerne at det ser forkert ud. Din hjerne synes det ser ganske fint ud, og er ganske tilfreds med at blive snydt (åbenbart).




Altså, du bliver snydt… du er klar over at du bliver snydt… og du kan ikke ændre din opfattelse af det du ser, så du ikke bliver snydt. En slags mentalt fængsel. Du har nøglen til at komme ud - men du kan alligevel ikke komme ud.

Det er tankevækkende.

Noget andet der også er interessant er at vores syn er den sans som vi mennesker bruger mest. Det er den mest udviklede af sanserne og så at sige vores sansemæssige spidskompetence. Derfor er det ekstra interessant at vi på netop denne evne kan blive snydt så det driver ned af væggen – også når vi rationelt ved at vi bliver snydt.

Tænk så over hvor meget fejl vi kan tage, eller hvor snydt vi kan blive på områder hvor vi ikke har vores spidskompetencer?

torsdag den 17. januar 2013

Foredrag i Silkeborg

Så er jeg tilbage.

Mit fravær på bloggen i den sidste periode skyldtes et afgangsprojekt som skulle færdiggøres (og forsvares d. 24/1), og så et efterår fyldt med en masse foredrag rundt i det jyske. Primært lukkede/interne foredrag for foreninger.
Vinterens foredragskalender står på Århus to gange, Horsens to gange og Silkeborg en enkelt gang.

Jeg holder offentligt/åbent foredrag: "Hvad enhver dansker bør tænke" d. 4/2 i Silkeborg.
Du er meget velkommen.

Tilmeld dig her:
http://www.aofsilkeborg.dk/kurser/Foredrag+og+debat/Debat+og+Dialog/13-12001/

Glæder mig til at komme tilbage i "blog-kampen".
Mvh
Stefan

tirsdag den 3. juli 2012

Mickey Mouse snyder! (Mentale pindemadder #9)


Hvem havde turdet tro det? At et så hæderligt, retskaffent og jo nærmest filantropisk firma som Disney kunne skabe en tegnefilmsfigur som direkte snød.

Jeg kan dog berolige den bekymrede læser med at sige, at det hverken drejer sig om skattesnyd eller snyd i spil.

Næh, kernen i snyderiet ligger i noget rent visuelt. Nemlig hvordan Mickey Mouse er tegnet.
Måske har du ikke tænkt over det, men der bliver snydt gevaldigt med Mickey Mouse’s ører.

Når jeg kigger lige ud, peger åbningen på mine ører også ca. lige ud, og drejer jeg mit hoved til højre side ville åbningen til mine ører pege mod højre osv. – og sådan skulle jeg så også tegnes.

Men denne illustrationens naturlov gælder ikke for Mickey Mouse. Læg mærke til på billederne af Mickey Mouse, at lige gyldig hvilken retningen han kigger i, så peger hans ører altid frontalt lige ud. Og det tankevækkende er, at Mickey og Minnie Mouse er de eneste to Disney figurer (så vidt jeg ved) hvor dette uintuitive ”tegnesnydetrick” bliver brugt.

Det er pudsigt, at siden Mickey Mouse for første gang blev tegnet i 1928 og til i dag, er hans ører altid blevet tegnet på den måde. Man kunne vel sige at Mickey Mouse’s ører er ”perspektivløse” (i mere end en forstand). Alt på hans krop giver en fornemmelse af dybde og 3-dimensioner, lige på nær hans ører. De er fanget i en 2-dimensionel verden (læs evt. mit indlæg om ”Det perfekte gemmested”). Evt. noget Mickey Mouse bør overveje at blive medicineret imod. Jeg frygter at de 2-dimensionelle ører kunne udvikle sig til en meget aparte form for kræft.

Hvorfor?
Hvorfor er han afbilledet sådan? Jeg ved det ikke. Men måske fastholder Disney tegnestilen af ørerne fordi de ønsker at skabe noget genkendeligt.
Læg mærke til at mange af Disneys logoer, fx til Disney Channel, Playhouse Disney m.fl., bruger Mickeys hoved + ører som gestalt i logoet. Måske har Disney tænkt at man ved synet af Mickey Mouse’s statiske ører ubevidst bliver mindet om Disneys mange andre produkter.

fredag den 29. juni 2012

Investoren og den arbejdsløse


Det er altid potentielt tankevækkende at forsøge at tage imod råd fra personer som man normalt ikke tager imod råd fra.
 
Jeg hørte på et tidspunkt om møbelbyggere som tog imod råd fra "satellit-fysikere" i spørgsmålet: ”Hvordan kunne man OGSÅ stabilisere en stol?” Det skal siges at disse fysikere havde været med til at bygge Ørsted satellitten, som kræver stor stabilitet i rummet. Måske kunne grænsepolitiet få interessante råd fra computere-hackere (hvordan ”kommer man ind?”), og måske var der et par ting som finanseksperter kunne lære af parterapeuter. Hvilken verden er egentlig mest kompliceret? Parforholdets verden eller finanssektoren?

Men hvad med arbejdsløse og værdipapirsinvestorer?
Hvilket råd ville en arbejdsløs person få fra en værdipapirsinvestor?

Tankeeksperiment
Når man tænker over det er det egentlig ret pudsigt at de fleste (danske) mennesker går efter 37-timers jobbet, som i samme sætning benævnes som ”det sikre valg”. Hvorfor er det pudsigt? Jo, for hvorfor synes man at en enlig kilde til penge er det sikreste?

Hvis du går til en ekspert investor vil denne for det meste fortælle dig at det mest sikre, rent økonomisk, er at sprede dine risici. Altså, læg ikke alle æg i samme kurv. Sæt nogle penge i valuta, nogle i aktier, nogle i futures, nogle i obligationer, og spred dig ud over forskellige brancher osv.  
Men du lægger jo netop alle æg i samme kurv når du som lønmodtager vælger fuldtidsjobbet på 37 timer. Her vælger du én branche, ét stykke ”værdipapir” (dit job) – én økonomisk kilde, og hvis du mister den har du intet.

Der er dog få investorer som mener det er OK (nogen gange) at lægge alle æggene i samme kurv, fx Warren Buffett, og han har jo egentlig klaret det temmelig godt. Men lad os se bort fra ham.

OK. Lad os prøve, som alm. arbejdsomme mennesker, at tage imod det klassiske investorråd, nemlig, spred dine risici. Hvordan ville det råd udmønte sig for en ”pseudo-lønmodtager”?
Jo, i stedet for ét fuldtidsjob skal du sørge for flere små indtægter som spreder sig over forskellige typer af indtægt (fx salg eller serviceydelser), fra forskellige brancher, og med forskellige sæsonfølsomhed (limonade og alpehuer sælges typisk ikke samtidigt). Find ud af hvad du er god til og tænk over hvordan du kan tjene penge på det.

Her er en liste over forslag på små ting du kunne tjene penge på (hvis du har de påkrævede evner).
Vinduespudsning, aerobicinstruktør, køb brugte varer og sælg dem igen (opkøb dødsbo eller konkursforretninger m.v.), slå græs for naboen, handy work i nabolaget, zumbainstruktør, frokostordninger for de lokale erhverv (læs: sælg frokost til deres medarbejdere), rengøring, brug 1 time om dagen på at deltage i internetkonkurrencer, lav hjemmesider, kirkesanger om søndagen, udlejning af trailer (eller andre ting), optræd med musik, vask biler, sælg frugt eller anden naturressource fra haven, arbejd som bogholder for selvstændige ½ time om ugen pr kunde (kassekladder!), skovl sne for de lokale grundejerforeninger (årlig stabil indkomst), osv. osv. osv.

Ovenstående er blot få forslag. Listen kunne gøres meget længere – og vil også variere af hensyn til den enkelte persons evner.
Prøv så at pluk ud i listen og find ud af hvor mange penge du kan tjene på at gøre de enkelte opgaver. Det er formentlig ikke særlig meget du vil tjene, hvis man ser på den isolerede opgave. Men når du har fundet en masse forskellige opgaver, vil du til sidst sammenlagt have fundet dig det som svarer til en 37 timers arbejdsuge med tilsvarende løn, fordelt på måske 10-40 forskellige opgaver/indtægtskilder.
Fordelen, som investoren vil fortælle dig, er at dine risici er spredt. Dvs. mister du dit 2 timer/uge zumbainstruktør job, eller dine 3 timer/uge vinduespudser opgaver, så gør det ikke så ondt som hvis det var det eneste du lavede.

Eftertanke
En spredning af arbejdsopgaver vil også give en adspredende arbejdsdag, og derudover er der også mange skattetekniske fordele.

Med ovenstående ”multiarbejde” vil du skulle nedsætte dig selv som selvstændig og få dig et SE-nummer. Og med det ville du kunne trække en masse ting fra i din indkomst fra de forskellige arbejdsopgaver, som du ikke ville kunne gøre hvis du var alm. dødelig fuldtidsansat. Fx ville du som delvis handyman kunne trække indkøb af værktøj fra, og trailerudlejeren vil også have glæde af traileren rent privat. Hvis du også gør rent, vil rengøringsartikler kunne trækkes fra. Men også ting som kaffe, benzin, kontorartikler og masser af andre ting som du også kan få glæde af i dit private liv, vil du kunne trække fra.

En fordel som lønmodtagere ikke har.

Konklusion
Det er formentlig ikke alle som ville stille sig tilfreds med sådan en type arbejde. Særligt hvis vedkommendes personlige interesser ikke kunne forenes med de småopgaver som kunne udføres.

Men man kunne godt forestille sig at der var mennesker som hellere ville leve en sådan adspredende hverdag/arbejdsdag end at gå arbejdsløs på fjerde år.

Det lidt alternative råd, fra den finansielle sektor, er hermed givet videre til alle jobcentre, A-kasser og arbejdsløse i Danmark.

mandag den 25. juni 2012

Myte: ”Kun kvinder kan multitaske”

Igennem lang tid har det været kvinder som har sat dagsorden for hvornår man kunne multitaske, og efter mange kvinders definition er det fx når man kan stryge skjorter og tale i telefon samtidig, eller se fjernsyn og snakke med sin kæreste imens (læs: forstyrre sin kæreste)

Men mænd kan også multitaske. For kunne de ikke det, havde der ikke været mandlige flyveledere, musikere, radio/tv-værter, taxachauffører, kokke, dansere osv. Alle sammen professioner som kræver at man kan multitaske.

Jeg debatterede engang med en kvinde som hårdnakket påstod, at det kun var kvinder som kunne multitaske. Men da jeg så gav hende to trommestikker i hænderne og satte hende ved trommesættet, faldt hendes teori hurtigt til jorden. Hun måtte sande at det alligevel krævede noget multitasking som hun ikke var herre over for at kunne spille 4 forskellige rytmer med sine 4 lemmer. Da hun så ikke kunne finde ud af at spille trommer, måtte der jo være en naturlig forklaring. Hendes forklaring var: "At spille trommer er ikke at multitaske - for hvis det var... havde hun jo kunne finde ud af det".
Men så nemt går det blot ikke. "Multi" betyder mange, og "task" betyder opgave. Altså, mange opgaver. Og det er netop mange opgaver som du skal overkomme når du spiller 4 forskellige rytmer (opgaver) med 4 forskellige lemmer.

Prøv at tage en 18-årig kvindelig billist og lade hende køre rundt i en storby mens hun skal kigge på vejkort og tale i telefon med sin moster. Det kommer til at gå galt. Det får mig til at tænke på vitsen: "Ja kvinder kan multitaske... de kan både tale i telefon og køre galt på samme tid".

Jeg prøvede på et tidspunkt kræfter med flyvelederuddannelses optagelsesprøve, og måtte sande at den multitasking som det kræver at styre flyenes landing og afgang var ikke noget som jeg, og en masse andre unge (deriblandt mange kvinder på holdet), besad. P.t. er der, i den multitaskende profession, flyveledere, i Danmark ca. 65% mænd. Tankevækkende. Hvorfor ikke 0 %? Jeg mener... hvis mænd ikke kan multitaske?

Prøv at tænde for to radioer, og lad dem begge spille hver deres kanal med tale på (fx Radio24syv og P1), og se om du kan få noget meningsfyldt ud af begge radioprogrammer. Det er svært, og det er nedslidende. Man kan kun holde koncentrationen i ganske kort tid. Det gælder både for kvinder og mænd.

Kvinder har ikke patent på at kunne multitaske. Men det har mænd heller ikke. Man bliver god til at multitaske ved øvning, fordi man ved øvelse kan få en eller flere af de opgaver man udfører til at falde i baggrunden, og ikke kræve fokus. Når du fx skal lære at spille guitar koncentrerer du dig i starten meget om at finde den rette fingerstilling til de forskellige greb. Men med øvelse bliver grebene ikke noget du tænker over, og pludselig har du overskud til også at synge, mens du spiller.

De kvinder som er gode at multitaske på en bestemt type opgaver er det hovedsageligt pga. øvelse (fx strygning + telefonsamtale). Så når en kvinde klantre en mand for at han ikke kan multitaske, er det hovedsagelig blot fordi han ikke er øvet i den givne opgave, som hun er.
Men sådan vil det altid være med alting... nemlig at den øvede er bedre end den uøvede. Det er der intet underligt i.

Hvis du kunne tænke dig at teste dig selv i multitasking, så prøv en af nedenstående spil.
(Der findes uden tvivl mange flere multitasking spil på nettet, end de to nedenstående)


http://www.zappelfillip.de/files/multitaskingtest.htm

torsdag den 14. juni 2012

Hvad siger manden, lille mor? (Mentale pindemadder # 8)


Det kræver ikke en raketfysiker til at gennemskue at de mangfoldige sprog på jorden ikke er ens!! (håber ikke jeg har overrasket nogen)

Men én ting er at de ikke er ens, en helt anden historie er det når man skal til at skelne dem fra hinanden.
De fleste kan nok høre forskel på sprog som fransk, svensk, tysk og engelsk. Men kan du skelne tyrkisk fra persisk? Eller hvad med kinesisk (mandarin) fra japansk? 

Hvis man ved hvad man skal lytte efter er det lidt nemmere. Tyrkisk har fx mange [øch] lyde (synes jeg). Kinesisk (mandarin) har en nærmest Texansk måde at rulle rundt med vokalerne i munden. Japansk er meget hårdt og abrupt. Arabisk lyder som en der er ved at lave en ordentlig grønhakker (det skal dog siges at det rent grammatisk og historisk er et spændende sprog at studere) og portugisisk lyder som en ”cool” version af spansk. Osv. osv.

Men ville du fx kunne gennemskue forskellen på serbokroatisk og russisk? Eller vietnamesisk og thai? Tag det roligt… det kan jeg heller ikke.
Men heldigvis findes der en smart måde at gennemskue hvilket sprog man læser.

Her kommer opskriften:
-         Find en bog på et tilfældigt sprog. Riv 4-5 tilfældige sider ud og tæl hvor mange gange de forskellige bogstaver i alfabetet optræder.
Når du har gjort det får du et ”bogstavs-fordelings-fingeraftryk” (eller til snobberne, "Letter frequency")

Et bogstavs-fordelings-fingeraftryk?! Hvad er det?
Som udgangspunkt er det et hjemmelavet ord… men læs alligevel videre.

Et bogstavs-fordelings-fingeraftryk er den unikke fordeling (mængde) af bogstaver som et hvert sprog har. Det er sådan set ligegyldig om du har talt bogstaverne i en børnebog, eller i en højlitterær roman, så vil bogstaverne optræde ca. lige mange gange, så længe sproget er det samme. I en tilfældig dansk bog vil fx ”a” udgøre ca. 6,1 % af alle bogstaverne og ”e” ca. 16,1 % m.v.

Det smarte er at der findes facitlister på de her bogstavs-fordelings-fingeraftryk som du kan slå op i. En slags sproglig pendant til et forbryderalbum med kendte fingeraftryk.
Dvs. læs en tekst. Tæl bogstaverne. Og slå derefter op i en tabel og se hvilket bogstavs-fordelings-fingeraftryk som det ligner mest, og så har du (ca.) sproget det er skrevet på. Tankevækkende.

Herunder ser du et bogstavs-fordelings-fingeraftryk for henholdsvis engelsk og portugisisk (i %). Læg mærke til hvordan portugiserne er noget gladere for fx ”a”, ”q”, ”m” og ”o” end englænderne. Og hvordan englænderne bruger bogstaver som ”k”, ”t”, ”w” og ”y” mere end portugiserne.



onsdag den 6. juni 2012

Når ord ikke betyder det de betyder

Ord bruges ikke altid helt efter deres betydning – og det er ikke helt uden betydning. Men betydningen af ordene når disse ord synes at skulle betyde noget andet end deres oprindelige betydning, kan betyde noget meget pudsigt. Her er to sjove eksempler.

Farver og racisme
I USA har man en lang, og til tider noget blodig, historie bag ordene ”black and white” i samfundet. Sorte amerikanere (eller som Søren Espersen ville sige: ”Negerne”) kaldes ofte for ”the coloured” (med eller uden ’u’, afhængig af hvor britisk du føler dig) – de farvede. Mens de blege kaldes for ”the white”.

Men det er pudsigt at sort er associeret med farve (colour), da sort grundlæggende er fraværet af farve – og er så at sige ’ingen farve’. Hvid er derved tilstedeværelsen af alle farver. De fleste tror nok at tilstedeværelsen af alle farver ville være en eller anden afart af ækel brun. Det ville de fleste børn som har prøvet at male med vandfarver erfaret når deres ”vaske-pensel-glas” efter et stykke tid har fået denne mystiske, og af uransagelige årsager, næsten drikkeindbydende, farve. Men nej, det er hvid.

På mange fjernsyn kan du tage en lup og holde den op foran en hvid farve på skærmen. Så vil du erfare at den hvide farve slet ikke er hvid… den er rød, grøn og blå sat sammen. Disse 3 farver sat sammen, med lige stor intensitet, giver hvid. Lup-tricket på fjernsynet kunne man i hvert fald gøre før i tiden – ved ikke om man stadigvæk kan.

(… nu til et lille sidespring)
Det er også derfor at den digitale farvekode (html farvekoden) for hvid på en computer er ”FFFFFF” og sort er ”000000”. Hvorfor? Læs de 6 cifre i farvekoderne som 3 par, altså 00 og 00 og 00 (og FF, FF, FF). Hvert tal-par fortæller noget om hvor meget du har skruet op eller ned for henholdsvis rød, grøn eller blå.
Farvekoden for sort giver næsten sig selv. Alle tal er 00. Dvs. alle farver er skruet helt ned. Og når alt lys er slukket, bliver farven sort (fraværet af farve). Farvekoden for hvid er rene FF’er. FF skal du læse som et tal. Tallet 255, bare skrevet med hexadecimal (16-tals systemet, i stedet for vores alm. dødelige 10-talssystem) – og det er det største tal du kan skrive med 2 cifre i 16-talssystemet. Så altså 16-talssystemets svar på vores 99. Dvs. her er de 3 farver skruet op på max – ergo hvid (tilstedeværelsen af alle farver).

Det var lige et sidespring…

Måske skulle man i stedet kalde ”de hvide amerikanere” for ”the coloured”, og de sorte for… de solbrændte?! Bare et forslag. Men jeg tvivler dog stadig på at ovenstående tankespind vil løse vore dages racekonflikt i USA.

McDonald’s
Har du været på McDonald’s? Så vil du også vide at de kalder sig selv en familie-restaurant. Men jeg har altid lært at forskellen på et cafeteria og en restaurant var at på en restaurant blev maden bestilt og serveret af en tjener, mens maden på et cafeteria var noget man selv stod i kø for at hente og betale.

Er McDonald’s så ikke et ”familie-cafeteria”? Ville det ikke også passe meget godt til den type ”mad” de serverer?
Indrømmet, det har ikke helt det samme swung over sig som ”familie-restaurant” har. Men på den anden side ville jeg også have svært ved at sluge konsekvenserne af den lemfældige omgang med ordene, nemlig man så kunne kalde det lokale motorvejscafeteria for en ”motorvejs-restaurant”.

søndag den 13. maj 2012

Et stykke med ”mening”, tak


Hvis der er noget vi mennesker hungrer efter, er det ”mening”. 

Mening er et ufattelig indgroet koncept i vores hoveder. Prøv at tænk over det…
Jeg er sikker på, at hvis man spurgte folk hvad de 3 vigtigste spørgsmål her i livet var, ville spørgsmål som ”hvad er meningen med livet?” eller ”hvad er meningen med universet/det hele?” komme frem.

Hvis du hører om en mor og hendes 3-årige barn, som er blevet kørt ned af en spritbilist, vil du, som de fleste, sikkert sige ”det’ jo meningsløst”. Ser man et maleri eller en film man ikke bryder sig om, er det mange gange fordi man syntes ”det/den ikke gav mening”. Eller også har de fleste danskere hørt sig selv tænke ”jeg vil helst have et meningsfuldt job”.

Men det stopper ikke dér. Den måde vi opfatter verden har også et omdrejningspunkt omkring mening. Jeg kunne fx vælge at skrive: ”Horvadn kna dte vræe ta du kna lsæe dnnee hre stænnig?” Langt de fleste mener godt, at kunne læse noget ud af denne omgang volapyk. Men det er kun fordi folk grundlæggende tror, at der nok er en mening med sætningen, og derfor ser folk ikke så meget på de enkelte bogstaver, men kigger efter de mere meningsfyldte helheder, ordene. Der er kun ét rigtigt ord i sætningen, men vores hjerne er ligeglad. Den er konstant på jagt efter mening, og med lidt bogstavleg, kan vi få byttet rundt på bogstaverne så mening kommer frem.

Prøv fx at husk på flg. bogstavrække: ”A-B-C-T-D-C-D-S-B-I-B-M-W-O-W-I-S”. Det er svært at huske en sådan række af mange forvirrende små bogstaver. Men fik du serveret bogstavrækken lidt anderledes, dog stadig med de samme bogstaver, ville det være meget nemmere; se her: ”ABC-TDC-DSB-IBM-WOW-IS”. Samme bogstaver, men sat sammen i nogle kasser som giver mening, og så er det pludselig noget nemmere at huske.

Vores hjerne elsker at tænke i "kasser" (som ovenstående) og der er én ting som vores hjerne hele tiden er på jagt efter: ”mening”. Og vi spørger hele tiden os selv: ”Hvad giver mening?”. Giver det mening at arbejde 60 timer om ugen? Giver det mening at min ægtefælle døde? Giver det mening at købe nyt hus? Meningstænkning avler kassetænkning.

”Mening” hjælper os i mange henseender af livet, men det er også en antagelse der kan få os ud i uføre. For det her med at ting skal give mening, og at der er en mening med livet, er en idé vi mennesker har skabt i vores egne hoveder. Der er ingen der siger, at noget som helst i verden har mening. Men hvis vi pludselig ikke oplever mening, bliver vi forvirret, og i værste fald kan meningsløshed føre os ud i værre ting som depression, og manglende livslyst.

Nogle gange kan det være en god medicin til mange af ens problemer i livet, at stoppe op og tænke: ”Behøver det at give mening det jeg gør nu?” – Nogle gange skal man bare kaste sig ud i livets ”meningsløshed”.

søndag den 29. april 2012

The hunter has become the hunted?


Hvis man spørger en jæger hvad vedkommende elsker mest ved det at gå på jagt, er svaret typisk "naturoplevelsen". Denne naturoplevelse opleves så åbenbart bedst når man skyder noget.
 
Jeg kunne godt tænke mig en gang at møde op til en jagt.

Tankeeksperiment
Det er søndag. Jægerne står klar med deres våben og hunde, og alle er ivrige for at komme ud i skoven og dræbe noget. Jeg står også klar med mit gevær og autoriserede kamoflagetøj. Jægerne kigger underligt på mig, da de ikke har set mig før. For at bryde isen og skabe den første venskabelige kontakt til jægerne stiller jeg mig ud i midten af forsamlingen, og beder om ordet: ”Hej jeg hedder Stefan, jeg skal med på jagt i dag. Men jeg tænkte, at siden der er så mange på jægernes hold, så ville jeg udjævne den unfair konkurrence ved at være med på dyrenes hold. De er jo ikke så mange som jer, og de har ikke våben – så jeg tænkte at det ville gøre det til en lidt mere fair fight. Vi ses ude i skoven. Glæder mig til at skyde efter jer. Hej hej”.

Bare for at få deres reaktion.

Så ville det jo ligefrem være spændende at gå på jagt. Man kunne sige til konen, om morgen, inden man tog af sted: ”Jeg ved sgu ikke om jeg kommer hjem i dag, skat”. (jeg tænker: ”Jean-Claude van Damme i filmen Hard Target)

Jægere har mange interessante argumenter for at skyde vilde dyr. Et argument er: ”Det er jo i menneskets natur at jage”. Bestemt. Vi har jaget en masse ting igennem tiderne, og interessant nok er vores egne artsfæller nogle af de levende væsner vi har jagtet allermest. Derfor giver det, med jægernes eget argument, ekstra god mening at jage jægere.

Et andet af jægernes argumenter er: ”Det er jo vores job at holde dyrebestanden nede”. Og det er I også rigtig gode til. I får et stort 5-tal af mig. Nogen mennesker vil påstå, at dyrene selv har kunnet klare denne opgave igennem mange millioner af år før vi mennesker kom til. Men formentlig ikke så effektivt og krudtduftende som jægerne. Menneskebestanden er dog også en bestand som har eksploderet igennem de sidste 200 år. Ergo en bestand vi med fordel også kunne overveje at holde nede ved at jage jægere – i en fair fight.

Naturoplevelsen er det vigtigste ved jagten. I hvert fald hvis du spørger mange jægere.
Fantastisk. Jeg ved der findes flere jagtområder hvor riflens ammunition er skiftet ud med et kamerasigte. I stedet for at sende hagl eller kugler af sted når aftrækkeren trykkes, så tages der i stedet et billede af det du ellers ville have nedlagt. På den måde får du et billede af ”byttet” med hjem, du sparer ammunitionen, du har skånet et dyr i skoven, og du er samtidig ikke blevet snydt for naturoplevelsen. Men den jagtform får man ikke særlig mange jægere til at forfalde til.

Eftertanke:
Jagt har været en naturlig del af menneskets tilværelse igennem mange år. Men det har været jagt efter føde, eller jagt på vores egen artsfæller. En nutidig jæger jager ikke efter nogle af de to principper. De jager for sjov.

Tilbage til Jägermeisterforsamlingen. ”Du må da ikke skyde på os. Så kan vi jo dø!” – Helt rigtigt, men er det ikke en del af det at gå på jagt? Nogen skal jo dø.

”Jamen, vi er jo mennesker. Det er ulovligt at dræbe mennesker”. OK, jeg forstår hvad du mener. Jeg skyder din hund i stedet.

Et lille sidespring
Lad os lige tage et lille sidespring væk fra ”jægeriet”.

Det er tankevækkende at vi mennesker har en tendens til, at have lettere ved at opføre os uetisk, hvis vi føler os distanceret til det/den/dem vi er uetiske overfor.

Eksempel.

Det er meget nemt at sige nej tak til at give 100 kr. til Røde kors, men hvis den sultende pige, som i sidste ende ville have fået glæde af de 100 kr., stod foran os med hungerstruttende mave, ville de fleste ikke kunne sige nej.

Det var nemt nok for profithungrende børsspekulanter, før finanskrisen, at jonglere rundt med alm. menneskers privatøkonomi, så længe de var distanceret til den almindelige borger i form af tal, papir og ord som ”subprime lån” osv. Men havde de stået ansigt til ansigt med de mennesker vis skæbne var påvirket af deres handlinger – ja så havde vi ikke måske ikke gået igennem den finanskrise som vi gjorde (indrømmet, det er ren spekulation for min side)

Union Carbides ledelse og aktionærer har ligeledes også haft lettere ved at føle sig godt tilpas ved ikke at udbetale en passende erstatning til beboerne i Bhopal, fordi de ikke stod ansigt til ansigt med ofrene efter gasudslip katastrofen i 1984, men derimod var distanceret til dem via rapporter, tal, opgørelser og advokater.
 
Det var sværere at drille den ordblinde pige i skolen for hendes ordblindhed, hvis man selv var ordblind, eller havde et familiemedlem som var det.
Osv.

Ligeledes ser vi også at der i dansk lovgivning er forskel på hvilke dyr du slår ihjel. En myre kan du tvære ud uden de store juridiske slagsmål. Men myren er også meget distanceret til mennesket på mange områder. I størrelse, i sprog, i udformning osv. Går vi op til de større dyr begynder det at ændre sig. Måske kan du huske fra køretimerne, at der er forskel på at bremse op for en kat som går over vejen, eller en hund. Ren juridisk skal du forsøge at bremse for en hund, men ikke nødvendigvis en kat.

Finder vi dyr som aber gør vi distancen til mennesker endnu mindre. Særligt på det følelsesmæssige plan. Pludselig har vi at gøre med dyr som vi kan lære tegnsprog (Koko lærte det!), kommunikation via tavler med tegn, talrækken og som i udseende minder meget om os. Der er ligeledes en anden skærpet lovgivning bag brug af aber, hunde og katte som forsøgsdyr, i forhold til brugen af mus/rotter/kaniner som forsøgsdyr.

Tilbage til jagten.

Vi mennesker har derfor en helt naturlig følelse, qua vores pudsige indbyggede relative etik, til at synes at det er mere underligt at dræbe mennesker, frem for dyr – fordi vi føler os mindre distancerede til vores egen slags.

Konklusion:
Sidder man og tænker at jeg agiterer for at det er i orden at dræbe jægere eller deres hunde, tager man selvfølgelig fejl. It’s called humour… you should try it!

Men det er svært at retfærdiggøre jagt. Omvendt er det også svært at argumentere for at jagt burde forbydes. For hvad skulle argumentet fra en kødæder som mig være? At man ikke må slå dyr ihjel? Eller at man ikke må dræbe fritlevende dyr (hvad så med fiskeri?)?

Personligt tænker jeg at de to bedste argumenter mod jagt er:
1. I jagt er der en forhøjet risiko for, at give dyret en lidende og ukontrolleret død, da ikke alle jægere er lige heldige altid og skyder det dræbende skud i første huk.

2. Der er sådan set ikke nogen særlig gode argumenter for overhovedet at gå på jagt med det formål at dræbe dyr som man ikke har brug for at spise.