Say no to gays in the military! (mentale pindemadder #13)

- And lose to the red coats 

USA har siden 1942 bandlyst homoseksuelle i militæret, og i 1944 og 1947 blev militærets foragt for homoseksuelle cementeret med flere regulativer om hvordan homoseksuelle kunne nægtes at tjene i militæret, og kasseres på session pga. af deres seksualitet. 

Flere højreorienterede amerikanere har siden dengang haft mantraet ”Say no to gays in the military”. Det er først i 2010 at en amerikansk præsident har forsøgt at fjerne bandlysningen af homoseksuelle i hæren. Barack Obamas lovforslag om at fjerne bandlysningen trådte officielt i kraft juli 2011.

Tilbage til anekdoten.
Heldigvis (for amerikanerne) var der ikke den samme foragt for homoseksuelle i tiden omkring USA’s fødsel. Havde det ikke været for en helt særlig homoseksuel mand, på et helt særligt tidspunkt i USA’s historie, havde der måske slet ikke været et USA, som vi kender det, i dag.

Tilbage i 1777, da George Washington og hans primitive soldater i ”the continental army” kæmpede mod verdens mest sofistikerede hær ”The red coats” (alias englænderne), var amerikanerne op imod overmagten.

Men heldigvis havde amerikanerne et hemmeligt våben, nemlig Friedrich von Steuben. Han var en preussisk (homoseksuel) militærmand som var taget til de vestlige kolonier i Amerika for at melde sig under George Washingtons faner i Valley Forge, gratis. Friedrich var manden som fik sat skik på den kontinentale hær. Han fik indført taktik, militære øvelser og disciplin overfor den primitive og haltende hær af frivillige. Friedrich von Steuben er ofte blevet tilskrevet en stor del af æren for at den kontinentale hær tilbage i slutningen af 1700-tallet havde en chance mod den engelske overmagt.

Dette er et lille faktum som de homoseksuel-afskyende grupperinger i USA ofte glemmer.

USA er ofte rigtig gode til at hædre deres historiske helte. Men her er én amerikansk helt af den helt store kaliber som de åbenbart (bevidst/ubevidst?) har glemt.

Tankevækkende...

En lang arbejdsdag på Merkur (mentale pindemadder #12)

Har du nogensinde følt at der var arbejdsdage så lange at du troede de aldrig ville ende? Måske.

Men nok ikke på samme måde som på planeten Merkur.
Merkur er den planet der ligger aller tættest på solen, af alle planeterne i solsystemet, og bruger derfor kortest tid til at komme rundt om solen. Dvs. at et år på Merkur er relativt kort, faktisk ca. 88 jorddage. Men til gengæld er deres dage dræbende lange. Faktisk varer 1 dag på Merkur 176 jorddage.

Et år er altså små 3 jordmåneder, og en dag er ca. ½ jordår. Tænk over perspektiverne hvis dette var tilfældet på jorden? En forbryder ville foretrække 3 års fængsel fremfor 3 dages fængsel. Og en 5 dages forkølelse ville tangere at være en kronisk lidelse (da den ville vare ca. 2½ år)
Til gengæld ville børn kun skulle vente max 88 jorddage på jul og fødselsdage. Men omvendt kunne man i princippet nå at holde 2 fødselsdage eller 2 juleaftner på den samme dag. En romantisk solnedgang, som under normale jordomstændigheder vel varer omkring ½ time, ville vare 3 jorddage og 16 jordtimer – men så er der til gengæld også romantik for alle pengene.

Jeg forudser også en sag for 3F. En kommende blokade af alt restaurationsbusiness på Merkur. Hvis Merkurs restaurationsbranche fik indført i deres overenskomster at serveringspersonale og kokke "kun" skulle arbejde 1 dag om året, så ville det på jorden svare til at arbejde 730 dage om året. Arme stakkel den knap så kvikke tjener, som er på vej til sit livs eventyr på Merkur, der netop har underskrevet den ansættelseskontrakt.

Hvis Merkur (apropos mit sidste blogindlæg) skulle inddeles i 24 tidszoner, som vi (ca.) har på jorden, så ville hver tidszone være forskudt fra den forrige med 7 jorddage og 8 jordtimer. Hvis det var gældende på jorden, ville der ikke være 1 times forskel mellem Danmark og England, men derimod 7 jorddage og 8 jordtimer.

Og så til dræberen. Hvis Merkur skulle inddeles i tidszoner der hver varede 1 jordtime, så skulle der laves 4.224 tidszoner på Merkur. For at sætte det i perspektiv, ville det på jorden svare til at man inddelte jorden i tidszoner for hver 20,5 sekund – i stedet for hver 1 time. Tankevækkende.

Bestil din tidsrejse – allerede i dag!

Nogle mennesker tager på skiferie, andre badeferie – nogle elsker golfferier, og andre prøver vandreferier i de norske fjelde osv. 

Men jeg vil gerne slå på tromme for en helt ny type af ferie/rejse, nemlig: Tidsrejser. Et helt nyt (nørdet) koncept som Startour og andre rejsebureauer burde se meget seriøst på at få ind i deres standardkatalog.
Du er formentlig godt klar over at der er forskellige tidszoner på denne glade jordklode. Englang er fx 1 time bagud i forhold til Danmark, Ægypten er 2 timer foran i forhold til Danmark osv. Men hvad med om man udnyttede det? Rejser mellem bestemte tidszoner kan helt sikkert udløse et let smil, eftertænksomhed eller blot nogle sjove billeder af ”mig og mit nyindstillede-ur”.

Tankeeksperiment
Inddelingen af jordkloden i disse tidszoner er ikke lige så intuitiv som man lige skulle tro. Fx hvis du troede at tidszoner altid blev serveret i lige store kageskiver af 1 time pr styk, så tog du fejl – men det er også lige netop det som åbner op for vores helt fantastiske nørdede TIDSREJSER! (og de første tidsrejsende ”get a free set of steak knives”)

1. Turen for nybegyndertidsrejsende kunne være en tur til Rusland.
Rusland har været effektive med tidszonerne, og sparet en del væk. Det medfører at flere tidszoner i Rusland er adskilt af 2 timer i stedet for 1. Her kan du ved at flytte dig få metre, komme 2 timer ind i fremtiden eller 2 timer tilbage i tiden – (og uden nødvendigvis at få din ”Delorean op på 88 miles/hour”) - tryk på billederne for at se dem i stor størrelse.
 
2. Skal det være rigtig skævt? Så skal din tidsrejse længere ind i Centralasien. De fleste mennesker har haft følelsen af at komme lidt skævt ind på dagen. Behøver jeg at sige mandag morgen? Men hvis du tager på en tidsrejsetogtur fra Iran, ind i Pakistan, videre til Indien, og så Nepal, så vil du komme til at opleve denne skævhed meget lavpraktisk. (jeg ved slet ikke om der går en togbane mellem de 4 lande?).
Til at starte med er Iran med sine skæve 3½ timer foran Greenwich mean time. Når du rammer Pakistan skal dit ur stilles 1½ time frem. Når du krydser grænsen til Indien nøjes du med at ryge ½ time frem i tiden, og når du når til Nepal skal uret stilles 15 minutter frem i tiden.
Selvom 1 times tidszoner er det mest almindelige, og nemmeste at tilrette på sit ur, så er det ikke sådan det forholder sig alle steder i Asien hvor ½ times zoner forekommer tit. Og endnu mere skævt blev det også med Nepal. Nepal er så vidt jeg kan se den eneste tidszone som er 15 minutter forskellig fra sine naboer.

3. Den mest vanvittige form for tidsrejse skal du dog ud i Stillehavet for at lave. Datolinjen skiller vores runde klode i to dele i Stillehavet. Dvs. på den ene side af datolinjen har du fx mandag (højre side) og på den anden side har du tirsdag (venstre side). Der er 24 timers forskel. Men datolinjen er bare ikke helt lige. Hvis du ser på billedet bevæger den sig som en spritbilist på en lukket villavej. Men det er nede omkring ækvator at det virkelig begynder at gå galt. Her har man nemlig lavet et indhak i datolinjen. Kiribatiøerne ligger her med til siden som er længst fremme i tiden, mens en ø som Samoa (som egentlig burde have samme tid som Kiribatiøerne) er på den modsatte side af datolinjen.

Tidsrejsen her består i at tage sin lille fiskekutter og sejle fra Marshal øerne og til Fransk Polynesien, i en lige linje (sammenlagt ca. 5.000 km).
Her vil du starte med at krydse datolinjen. Dvs. Tirsdag formiddag er hermed blevet til mandag formiddag, 24 timers skift præcist. Men kun for en kort stund. For når du sejler ind over Kiribati øerne bliver det tirsdag igen, men nu tirsdag 1 time foran i forhold til den tidszone du havde sidste gang det var tirsdag. Når du så krydser datolinjen igen og nærmer dig Samoa, ja så bliver det mandag igen, men ikke den samme mandags tid som da det for lidt siden var mandag. Nu er det mandag 2 timer foran sidste gang det var mandag – og så skal du ikke indstille dig ur mere inden du rammer Fransk Polynesien. Ja altså medmindre du lige tager en smuttur til Iles Marquises, hvor du skal stille uret ½ time frem.
Forslaget om denne nørdede tidsrejse er hermed givet videre til Troels Kløvedal. På denne luksus tidsrejse har du krydset datolinjen 3 gange og befundet dig i 4 tidszoner, alt i mens at solen stille har grint ad din febrilske og konstant uromstilling – for solen er i sidste ende den sande klokkeslætgiver. Ikke menneskeskabte kunstige tidszoner.  

Konklusion Hvis tidszoner skulle være mere rigtige (og intuitive) i forhold til solen – altså at solens placering på himlen angav klokkeslættet, så ville det være mere rigtigt med en tidszone for hvert 1 minut. Dette ville med 1.440 tidszoner selvfølgelig være meget upraktisk, men mere tro mod moder jord, sol og den faktiske tid. Hvis vi legede med tanken om tidszoner for hvert minut, så ville indbyggerne på Bornholm fx være ca. 27 minutter foran de kære mennesker som bor i Esbjerg. Og forskellen på tiden mellem London og København burde faktisk være ca. 49 minutter (i stedet for 1 time) – og tidsforskellen mellem Irland og Danmark burde ligge på omkring 1½ timer, alt afhængig af hvor i Irland og hvor i Danmark du måler.

Det er også tankevækkende at vide at Kina kun har én tidszone for hele sit store rige, men burde faktisk (i forhold til solen) være opdelt af 4 timer.

Hér på Djursland hvor jeg bor, burde vi kun være 42 minutter foran i forhold til Greenwich mean time. Hvor den kære danske hovedstad burde være 50 minutter foran.

Tankevækkende.

Studér selv nedenstående tidszoneskema over hele verden.

Snyd med SKALK (Mentale pindemadder # 11)

Du kender sikkert billedet med den kendte SKALK tidstavle.
Men havde du også tænkt over at du bliver snydt af perspektivet i billedet?

Hvad? Det lyder som en stor konspirationsteori som venter på at blive udfoldet.
Nej. Konspirationsteorien må desværre vente. I stedet har jeg en besynderlig observation omkring hvordan vores fornemmelse for perspektiv snyder os.

Jeg kiggede på SKALK billedet i dag (den hænger i vores køkken), og bemærkede for første gang noget underligt. Størrelsen på personerne på billedet er forkert. Perspektivet snyder.

Se på manden med hatten, jakkesættet og tasken i forgrunden (tæt på Bamse og Kylling). Han er lige knap ”200 år (2 linjer = 200 år på tavlen) høj”. Men kig på højden af personerne bagud i tiden. De følger ikke manden i forgrundens højde, relativt. De bliver nemlig højere og højere.

”Den sejrende JC fra jellingestenen”, med glorien (med fødderne på år 950) er på den anden side knap 400 år høj, og han er alligevel på højde med sine ”jævnaldrende”. Han ser bestemt ud til at være mindre end manden i forgrunden. Men slet ikke nok, relativt. Vi tænker ikke over at JC faktisk er dobbelt så høj som manden i forgrunden, relativt. Hvis vi tager JC og flytter ham ind i nutiden, og lader hans relative højde følge med ham, så vil han rent faktisk være så stor (se billedet til højre).

Nu forstår du hvor jeg vil hen. SKALK billedet giver os en fornemmelse af perspektiv. Men vores hjerne bemærker ikke at perspektivet er forkert, og derved også de relative størrelsesforhold.

Find så Solvognen (mellem 2000 f.v.t. til 1000 f.v.t.). Hvis vi lader den køre op igennem tiden (hvilket på tegningen må blive til ”ned gennem tiden”), vil I på nedenstående billede se hvor stor den egentlig ville være (relativt) i forhold til alle andre.

Går vi den modsatte vej bliver det også meget pudsigt. Tager vi fx Bamse og Kylling og placerer dem i deres relative størrelser i det gamle Grækenland (ca. år 400 f.v.t.) – en tid hvor de uden tvivl ville populære ud over al menneskelig forståelse, ja så er de nærmest nisser i deres relative størrelse til andre. De er næsten ikke til at se. (se udsnit af billedet nedenunder)

Der er mange andre sjove tankevækkende ting man kan få øje på, med det fejlagtige perspektiv. Fx er Keopspyramiden, relativt, (ca. 146 meter høj) højere end Eiffeltårnet (ca. 324 meter høj) – og der er masse af andre sjove eksempler.

Selvfølgelig er SKALK tegningen ikke nødvendigvis lavet med den tanke at dets billedperspektiv skulle være 100% korrekt. Men jeg synes alligevel at det er sjovt, at jeg selv havde kigget på tegningen igennem så lang, uden at opdage at jeg blev snydt af perspektivet i tegningen. Tankevækkende.

Mikrobølgeovnen spøger igen

Jeg har tidligere prøvet at undersøge om mikrobølgeovnsopvarmet vand var dårligere at bruge til at vande karse med end vand opvarmet på en elkedel (se indlæg) – og om mikrobølgeovnsopvarmet vand derved var mere ”usundt”. 
Her testede jeg bl.a. 3 slags vand (alm. postevand, mikrobølgeovns opvarmet vand og elkedel opvarmet vand) på karse for at se om der var noget vand som karse ikke kunne gro med (eller groede dårligere med)

I mit tidligere pseudovidenskabelige eksperiment var der kæmpe forskel på om vandet var opvarmet af mikrobølgeovnen eller af elkedlen. Karsen ville simpelthen ikke gro hvis den fik vand som lige var blevet kogt i mikrobølgeovnen (og så kølet ned til 20 grader bagefter).
Interessant. Gjorde mikrobølgerne noget ved vandet? Noget ved de elektrisk ladede ioner/mineraler i vandet? Eller hvad skete der egentlig, og blev vandet mere ”usundt”?
En masse ubesvarede spørgsmål dukkede op. Spørgsmål som jeg ville prøve at dykke lidt længere ned i.

Så jeg prøvede igen med et lille forsøg.
Et forsøg med karse og forskellige typer vand.

Denne gang var jeg interesseret i to ting.
1. Er det de elektrisk ladede ioner (mineraler) i vandet som bliver påvirket af mikrobølgerne, og
2. Kan det mikrobølgeovnsopvarmede vand ”blive godt igen”? (eller gør mikrobølgerne uoprettelig skade på vandet eller ionerne/mineralerne?).

Eksperimentet
Lad os komme i gang.
Jeg prøvede derfor at gro karse med 6 forskellige typer af vand.
1. Alm. postevand (direkte fra hanen, ca. 5-10 grader celsius)
2. Alm. postevand som er blevet mikrobølgeovnsopvarmet (kogt), og derefter kølet ned til køleskabstemperatur (ca. 5 grader celsius)
3. Alm. postevand som er blevet mikrobølgeovnsopvarmet (kogt), og derefter kølet ned til frysertemperatur (ca.-18 grader celsius), og så derefter i køleskabet.
4. Demineraliseret vand (køleskabstemperatur) – demineraliseret vand indeholder ingen elektrisk ladede ioner/mineraler, kun ren H20.
5. Demineraliseret vand, som er blevet mikrobølgeovnsopvarmet (kogt), og derefter kølet ned til køleskabstemperatur.
6. Demineraliseret vand, som er blevet mikrobølgeovnsopvarmet (kogt), og derefter kølet ned til frysertemperatur (ca.-18 grader celsius), og så derefter i køleskabet.

Lige en hurtig kommentar til de 6 vandtyper. Type 1 og 4 er kontroltyperne. Dvs. vores standard postevand, og vores standard demineraliseret vand. Type 2 og 5 er begge mikrobølgeovns vand, men nedkølet i køleskabet efterfølgende – for at se om temperaturen i køleskabet er nok til at ”gøre vandet godt igen”. Og type 3 og 6 er også mikrobølgeovns vand, men efterfølgende nedfrosset til -18 grader, for at se om vi skal helt ud i kolde frostgrader før at vandet kan ”blive godt igen”.

Hvad tror du?
Hvilken type vand tror du karsen bedst kan lide? Vil karsen komme til at mangle vigtige mineraler/næringsstoffer ved det demineraliserede vand? Har fryseren gjort mikrobølgevandet ”godt igen”? Har køleskabet? Påvirker mikrobølgerne kun ionerne/mineralerne i vandet, og ikke selve vandet?

Inden jeg afslører mine resultater vil jeg lige dele to sjove observationer.

Ulækkert postevand fra fryseren
Postevandet, som blev mikrobølgeovnsopvarmet (type 3) og lagt i fryseren efterfølgende, fik et ganske ulækker hvidt grumset indhold. Hvad indholdet var, ved jeg ikke. Men det var kun type 3 vandet som fik dette grumsede indhold. (se billede ovenover til højre)

Lysegrønne fr

Der var en klar forskel på karse som fik postevand (type 1-3) og karse som fik demineraliseret vand (type 3-6). Nemlig at frøene på karse som fik demineraliseret vand, var meget mere lysegrønne og ”fine” i det. Næsten som om de var mere rene end dem som fik alm. postevand. (se billederne fra dag 3)

Resultaterne
Nåh, nu kan vi ikke vente længere. Hvilken type vand var så bedst?
Tja. Der var ikke noget der tydede på at nogle bestemte typer af vand var bedre end andre.
Karsen voksede ca. lige godt ved alle typer af vand, og karsen spirede ca. lige hurtigt ved alle typer af vand.
(jeg smagte ikke på karsen – så jeg kender ikke til smagsforskellene)

Konklusion
To ting er (næsten) sikre. Den påvirkning som mikrobølgerne har på postevandet, forsvinder ved at nedkøle vandet til blot køleskabstemperatur (i hvert fald hvis du spørger karsen!) og demineraliseret vand er formentlig lige så godt som postevand til at gro karse med.

Et spørgsmål som jeg ikke fik besvaret, men som jeg må have til gode er: ”Hvad er forskellen på postevand som bliver opvarmet af mikrobølger (og nedkølet til 20 grader) og efterfølgende brugt på karsen – og demineraliseret vand som bliver opvarmet af mikrobølger (og nedkølet til 20 grader) og efterfølgende brugt på karsen?” – Altså hvor begge typer af vand ikke får lov til at blive nedkølet over en længere periode (til fx køleskabstemperatur).

Fortsættelse følger.

Men lige for at slå én ting fast. Selvom karsen ikke gror særlig godt med bestemte typer af vand, og bedre med andre typer af vand, så fortæller det os stadig intet om i hvilket omfang mennesker har godt af mikrobølgeovnsopvarmet vand eller ej, eller om den type vand er ”sund eller usund” for os mennesker.

Hvor mange er der her? (mentale pindemadder #10)

Men jeg spurgte ikke om hvor mange fingre.

Vi kan nok roligt antage at et overvældende flertal af mennesker vil svare ”10”, hvis de fik det spørgsmål.

Men lad os lige gå lidt tilbage i tiden. Den første helt store eksistentielle krise i ens liv kommer nemlig den dag man ikke kan tælle sin alder på sine to hænder mere. Min 11 års fødselsdag står i den forbindelse som et meget sort kapitel i mit liv.

Men vi kan sagtens tælle til meget mere end blot 10 på vores to hænder. Årsagen til at vi synes at ”10” er det rigtige svar på ovenstående spørgsmål er fordi vi er forudindtagede om at den eneste måde vi kan få en talværdi ud af vores fingre, er ved at tælle antallet af fingre.

FAIL!

Prøv at tænke dine fingre som ”bits”. Dvs. når fingeren er ”oppe” er den aktiv, og når fingeren er nede er den inaktiv.
Et hurtigt crash course i ”binære fingre”.

Her har du 2 hænder, 10 fingre. Hver finger har den værdi som du kan se ovenover fingeren. Dvs. hvis alle fingre er nede (2 x knyttede hænder), så har du tallet 0. Men hvis ringefingeren på højre hånd er oppe, og alle andre fingre er nede, så har du tallet 2. Er ringefingeren på højrehånd samt pegefingeren på venstre hånd begge oppe, og alle andre er nede, så er tallet (64 + 2) 66.

Du kan se pointen. De aktive fingres værdier lægges sammen.

Hvis to hænder er for meget for dig, kan du også bare nøjes med at bruge én hånd (fx den højre). Så får du lidt mindre tal. Se billedet til højre.

Med tabellen til højre får håndtegn nu en helt ny mening. "Thumbs up" er fx 1, og har nogen givet dig fuck-fingeren, og du ganske uretfærdigt har mistænkt dem for noget dårligt, så var det jo blot et uskyldigt 4-tal, som de prøvede at signalere dig. "Jeg elsker dig" på tegnsprog er 19. De kristnes tegn for satan er 18, og "high five" er blevet til 31 (high 31?).
Tankevækkende.

Men tænk over de binære fingre næste gang du skal tælle eleverne i klassen, eller antal hundelorte på fortovet – nu løber du nemlig ikke tør for fingre mere! Du kan med dine fingre tælle til meget mere end bare 10. Er det ikke fantastisk?

Så tilbage til det oprindelige spørgsmål: ”Hvor mange er der?”. Der er 10 fingre. Men på den ene hånd kan du tælle til 31, og med begge hænder kan du tælle til 1023.

(hvis du har fundet andre snedige måder at bruge fingrene til at tælle på, så du med 2 hænder kan tælle til mere end 1023, så skriv det på bloggen)

”Der findes 10 slags mennesker her i denne verden. Dem som forstår det binære talsystem, og dem som ikke gør.” – Citat

Det kunne et 3-årigt barn have lavet… (eller hvad?)

Rigtig gættet. Det er kunst vi taler om.
Har du nogensinde kigget på et abstrakt maleri og tænkt ”det kunne et 3-årigt barn have lavet”?
Et par streger, nogle kruseduller og nogle hurtige slask med penslen. ”Skulle det være kunst? Det er da nemt”, tænker du.

Sammenligningen med det 3-årige barn er typisk ikke en sammenligning der antyder at du elsker det givne maleri, eller at du synes at der står store kunstneriske evner bag maleriet. Snare tværtimod. Hvis du mener at et 3-årigt barn kunne have lavet maleriet må det betyde at det ikke er pænt. Eller i hvert fald at det ikke er godt lavet. Eller ikke har nogen skønhed.

Dette indlæg er ikke et angreb på kunst, men derimod en hurtig ”skraben i overfladen” på emnet ”hvad er skønhed?”.

Hvis noget er skønt eller flot lavet, er det typisk noget der har krævet særlige evner at lave. Fx med kunst. En dygtig kunstner kan lave kunst som er skønnere end hvad andre mennesker kan lave. En dygtig fodboldspiller kan frembringe flottere fodboldspil end jævne fodboldspillere og en dygtig musiker kan spille flottere/skønnere på sit instrument end en middelmådig musiker.

Her er et maleri lavet af en chimpanse (til venstre). Chimpansen Congo lavede dette maleri omkring år 1960, og det blev i 2005 solgt sammen med to andre originale ”Chimp Congo” malerier til 14.400£. Er maleriet flot? Er det godt lavet? Er det lige så godt som ovenstående rød/sorte/hvide maleri der lavet af en dygtig ”menneskekunstner”? Og kunne du spotte hvilket et af de to malerier som var lavet af en chimpanse, hvis du ikke vidste det?

Dit bud er så godt som mit.

Musik
Jeg er selv musiker og hører tit musik som jeg mildest talt foragter og tænker ”det kunne et 3-årigt barn have lavet”. Men den slags musik er typisk musik som der findes større grupper af mennesker der rent faktisk godt kan lide.

Tag nedenstående eksempel. DJ Aligator. Han fik et hit med nummeret ”The Whistle song” tilbage i starten af nullerne. Det faktum at nummeret blev et internationalt hit afslører at der findes homo sapiens i denne del at solsystemet som rent faktisk ikke har fået brækfornemmelser af at høre det. Eller på jævnt jysk. De må åbenbart have syntes at ”nummeret var godt”.

Men for mig er den slags musik ”ikke skøn”. Det er alt for nemt at lave.  Jeg sidder med den følelse som mange sidder med når de kigger på et abstrakt maleri som består af 2 prikker og en streg. ”Det her kunne mit 3-årige barn have lavet”. Eller måske en chimpanse

Nu er det blevet tid til at introducere DJ Chimp. Nu holder jeg ikke chimpanser som husdyr, så jeg måtte finde et andet abelignende væsen som billedligt talt kunne spille rollen som chimpansen. Nemlig mig selv.

Med gratis (og lovlig) software hentet ned fra nettet (Acid Express 7.0) forsøgte jeg at lave et musiknummer i samme stil som ovenstående. Det tog mig ca. 25 min. og havde sådan set ikke krævet at jeg var musiker for at jeg kunne lave det – ja et 3-årigt barn kunne (næsten) rent faktisk også have lavet det (måske også en chimpanse?).

Her er det.

Jeg ved godt at ovenstående musiske genistreg ikke er en kopi af DJ Aligators ”the whistle song”. Men det var heller ikke meningen at lave en kopi. Ej heller at lave musik som ramte lige præcis samme særlig musikgren som DJ Aligator laver. Pointen var at vise hvor nemt det er at lave den slags ”musik”. Og med ”den slags” mener jeg musik i Techno-familien som er lavet ved hjælp af drag and drop på en computer. Små forlavede stykker lyd/musik som placeres, trækkes og loopes, kommer i sidste ende, til at udgøre et stykke musik (prøv det selv!)

Og hvis jeg nu havde brugt 50 min. på at lave et musiknummer, i stedet for 25 min., kunne du så have spottet om nummeret var lavet af en såkaldt ”kompetent” DJ-person, eller om det var lavet af en som aldrig havde prøvet det før? Jeg tvivler.
Tænk over det... behøver man overhovedet være musiker for at være DJ?

Når vi lytter til musik eller ser på et maleri, har vi en helt intuitiv opfattelse af hvad vi synes er smukt. Og hvad er så smukt? Afhænger skønhed af øjnene som ser det, eller ørerne der lytter? Eller hvad?

Måske er skønhed subjektivt, måske er det universelt.

Hvis du har ca. 15 min som du vil bruge på at få lidt perspektiv på ”hvad skønhed er”, så bør du se denne inspirerende og flotte video. 

Du ved du bliver snydt… men lærer du af det? (Du bliver snydt #3)

"Fool me once shame on you, fool me twice shame on me."

Hvis jeg forærede dig en snydekuglepen som gav stød, så ville du helt sikkert kun lave fejlen, at trykke på kuglepensknappen, én gang. For du vil næppe være så dum at lade dig snyde til at trykke på den en gang til, når du nu vidste hvad der ville ske.

Men det her med at lære af sine fejl, og lære af de gange hvor man bliver snydt, er faktisk noget vi ikke altid er for gode til. 

Det kan lyde meget underligt og uintuitivt, men prøv at se her.

Du har formentlig set visuelle illusioner før, men jeg vil lave en lidt anden pointe med illusionerne end dem du er vandt til. Læg mærke til de to røde streger på den nedenstående tegning. Er de to røde streger lige lange?

De fleste mennesker vil give et rungende ”nej” på det spørgsmål. Men de er faktisk lige lange. Find en lineal og mål, og du bliver klogere. Men i det øjeblik du fjerner linealen, er det som om din nyerhvervede viden om stregernes længde forsvinder. For nu ser det igen ud som om at stregerne ikke er lige lange. Det er som om du ikke har lært noget af linealen.

Her er et andet eksempel med to streger som er lige lange.

... og her får du samme problem.

McGurk effekten

Nedenstående video viser et visuelt eksempel på snyd som du heller ikke spotter - selvom du (ligesom med ovenstående tegninger) får at vide at der er snyd involveret.

Det her er noget som kaldes ”McGurk effekten”. (spol hen til ca. 0:30 sekunder)

I videoen kan du høre en mand sige ”ba ba ba”, mens vi ser en mand lave mundbevægelser som passer til at han enten siger ”va va va” eller ”ba ba ba” (skiftevis). Men ligegyldig hvilken af de to typer mundbevægelser han laver, så synes vi at lyden ”ba ba ba” passer til. Den lyd vi synes vi hører dikteres af vores syn.
Og hvad der er endnu mere skræmmende… selvom du får at vide at lyden er ”ba ba ba”, og at det rationelt ikke passer til ”va va va” mundbevægelserne, så kan du ikke få det ind i din hjerne at det ser forkert ud. Din hjerne synes det ser ganske fint ud, og er ganske tilfreds med at blive snydt (åbenbart).

Altså, du bliver snydt… du er klar over at du bliver snydt… og du kan ikke ændre din opfattelse af det du ser, så du ikke bliver snydt. En slags mentalt fængsel. Du har nøglen til at komme ud - men du kan alligevel ikke komme ud.

Det er tankevækkende.

Noget andet der også er interessant er at vores syn er den sans som vi mennesker bruger mest. Det er den mest udviklede af sanserne og så at sige vores sansemæssige spidskompetence. Derfor er det ekstra interessant at vi på netop denne evne kan blive snydt så det driver ned af væggen – også når vi rationelt ved at vi bliver snydt.

Tænk så over hvor meget fejl vi kan tage, eller hvor snydt vi kan blive på områder hvor vi ikke har vores spidskompetencer?

Foredrag i Silkeborg

Så er jeg tilbage.

Mit fravær på bloggen i den sidste periode skyldtes et afgangsprojekt som skulle færdiggøres (og forsvares d. 24/1), og så et efterår fyldt med en masse foredrag rundt i det jyske. Primært lukkede/interne foredrag for foreninger.
Vinterens foredragskalender står på Århus to gange, Horsens to gange og Silkeborg en enkelt gang.

Jeg holder offentligt/åbent foredrag: "Hvad enhver dansker bør tænke" d. 4/2 i Silkeborg.
Du er meget velkommen.

Tilmeld dig her:
http://www.aofsilkeborg.dk/kurser/Foredrag+og+debat/Debat+og+Dialog/13-12001/

Glæder mig til at komme tilbage i "blog-kampen".
Mvh
Stefan

Mickey Mouse snyder! (Mentale pindemadder #9)

Hvem havde turdet tro det? At et så hæderligt, retskaffent og jo nærmest filantropisk firma som Disney kunne skabe en tegnefilmsfigur som direkte snød.

Jeg kan dog berolige den bekymrede læser med at sige, at det hverken drejer sig om skattesnyd eller snyd i spil.

Næh, kernen i snyderiet ligger i noget rent visuelt. Nemlig hvordan Mickey Mouse er tegnet.

Måske har du ikke tænkt over det, men der bliver snydt gevaldigt med Mickey Mouse’s ører.

Når jeg kigger lige ud, peger åbningen på mine ører også ca. lige ud, og drejer jeg mit hoved til højre side ville åbningen til mine ører pege mod højre osv. – og sådan skulle jeg så også tegnes.

Men denne illustrationens naturlov gælder ikke for Mickey Mouse. Læg mærke til på billederne af Mickey Mouse, at lige gyldig hvilken retningen han kigger i, så peger hans ører altid frontalt lige ud. Og det tankevækkende er, at Mickey og Minnie Mouse er de eneste to Disney figurer (så vidt jeg ved) hvor dette uintuitive ”tegnesnydetrick” bliver brugt.

Det er pudsigt, at siden Mickey Mouse for første gang blev tegnet i 1928 og til i dag, er hans ører altid blevet tegnet på den måde. Man kunne vel sige at Mickey Mouse’s ører er ”perspektivløse” (i mere end en forstand). Alt på hans krop giver en fornemmelse af dybde og 3-dimensioner, lige på nær hans ører. De er fanget i en 2-dimensionel verden (læs evt. mit indlæg om ”Det perfekte gemmested”). Evt. noget Mickey Mouse bør overveje at blive medicineret imod. Jeg frygter at de 2-dimensionelle ører kunne udvikle sig til en meget aparte form for kræft.

Hvorfor?

Hvorfor er han afbilledet sådan? Jeg ved det ikke. Men måske fastholder Disney tegnestilen af ørerne fordi de ønsker at skabe noget genkendeligt.

Læg mærke til at mange af Disneys logoer, fx til Disney Channel, Playhouse Disney m.fl., bruger Mickeys hoved + ører som gestalt i logoet. Måske har Disney tænkt at man ved synet af Mickey Mouse’s statiske ører ubevidst bliver mindet om Disneys mange andre produkter.